Der er et forholdsvis almindeligt udtryk i sproget, som hedder at blive gennemheglet, blive heglet godt igennem eller heglet igennem for noget, eksempelvis ens uvidenhed. Det kunne for eksempel være til træning, motion, læring eller lignende, hvor man kan blive heglet igennem, så sveden springer. Det kunne være læreren eller instruktøren, der gennemhegler sine stakkels elever. Ordene eller skældud kan også hegle ned over en stakkel, så der er hegleri nok i sproget.
Det er altså fortrinsvis som verbum, ordet anvendes i dag, og primært i de her nævnte betydninger og sammenhænge. Verbet hegle springer imidlertid ud af et substantiv og af navnet på en brugsgenstand. Det stammer nemlig fra det middel-nedertyske, altså senmiddelalder-lige, hekele, der er en dimi-nutiv af substantivet haka eller hage. Hage betyd-er egentlig en ombøjet del af en genstand eller et ombøjet fremspring. Det er jo sådan en hage, vi har siddende nederst på kraniet, hvor den midterste og underste del af kæben danner fremspring og ombøjning. Man kan desuden tale om en karabinhage, der er en særlig krog, og om en vindueshage, som er en haspekrog, eller mere overført om en hage ved en sag, der betyder, at der er noget, som gør modstand, er forkert eller problematisk. Ordet hægte, der betyder en lille krog, er af samme familie, og det er vist mest inden for tøj og tekstiler, der findes hægter. En hæklenål er ligeledes en ombøjning eller en krog, ligesom det at hækle er at arbejde med denne krog, så ordet er på håndarbejde mange steder.
Hekele blev altså til hegle. En hegle eller hægle var tidligere et almindeligt redskab i det gamle bondebrug. Det bestod af et bræt med rækker af spidse jerntænder, som kunne bruges til hamp, til uld eller, og især, til hør. Når redskabet var udviklet til uldbehandling, blev det kaldt en karte, mens det grovere redskab til hørren var en hægle. Hørret skulle skættes og hegles, ja, endda grundigt hegles igennem, for at de fine taver kunne trækkes ud og anvendes til tråde, som kunne væves til lærred og linned. Hør var en meget væsentlig afgrøde for bønderne i 17- og 1800-tallet, fordi det sammen med fårenes uld gav klæde på krop, dug på bord og lærred til sække. Der er næppe mange i dag, som kender hør, der har en smuk blå blomstersætning.
Der var tidligere flere overførte betydninger af hegle i sving, således kunne en rappenskralde eller skrap kælling godt være en hægle, hvilket senere er forvansket til en hejre, hvilket egentlig er synd for den elegante fiskerfugl! Sjovt nok kunne ordet også tidligere betyde pylre om nogen, men i den sammenhæng var ordet en forvanskning af hæge, altså at hæge om nogen.
H.C. Andersen skrev i 1850 en historie, der hedder ”Hørren”. Det er en elegant historie om forvandlingen af hørren fra den solfyldte mark over klæde til papir og endelig til flammerne, hvoraf de små ånder svæver højt mod solen og Guds himmel. Andersen skriver: Hørren blev knækket og brækket, skættet og heglet, ja, hvad vidste den hvad det hed; den kom på rokken, snurre rur! Det var ikke muligt at holde tankerne samlede.
Sådan gik det hørren. Det er svært at holde tankerne samlede! Hørren vidste ikke, hvad det hed, men den blev det, altså heglet godt igennem.