I Astrid Lindgrens bøger om Emil fra Lønneberg er en af de gennemgående figurer Tyttebær-Maja, en gammel kone, der ofte kommer og hjælper til med lidt af hvert på gården Katholt, og som kan fortælle grumme spøgelseshistorier. Hen ad vejen har Tyttebær-Maja utvivlsomt også fået plukket en masse tyttebær - og skulle man have lyst til selv at gøre hende kunsten efter, er det netop nu, det gælder de små skinnende bær med den stærke røde farve.
September er højsæson for tyttebær, som kvit og frit kan plukkes flere steder i landet. Det er lettest i Jylland og i Nordsjælland, hvor man finder tyttebærrene på tørre lyngheder, i moser og i lyse nåletræsplantager. I resten af landet er tyttebærbuskene ifølge Naturstyrelsen sjældne.
Bærrene er i sig selv hvinende sure, fordi de har et meget højt indhold af æblesyre, benzosyre og ravsyre - hvilket også betyder, at de kan opbevares i deres egen saft uden at gære. Et ordentligt skvæt sukker gør dog underværker ved bærrene, hvad enten opskriften gælder gelé eller syltetøj. De hårdføre kan også bruge tyttebærrene til snaps.
Tyttebær er frugten fra en stedsegrøn dværgbusk, der højst bliver omkring 20 centimeter høj. Planten sætter om sommeren hvide blomster, og i august og september modner bærrene.
Tyttebær har efter sigende været kendt i tusindvis af år og var - måske - endda også ingrediens i en drik, som blev fundet på bunden af en barkspand i Egtvedpigens kiste. Spanden indeholdt ifølge Nationalmuseets hjemmeside en gæret drik. Formentlig en honningsødet øl, der enten var lavet på tytte- eller tranebær.
Tyttebær har ifølge hjemmesiden sproget.dk fået sin navn fra ordet ”tytte”, der betyder en lille hob, dynge, eller bunke af noget. Det giver ganske god mening, bærrene sidder nemlig ofte mange sammen i små klaser.