Der er ting, man ikke kan udsætte. At spise Clara Frjis-pærer er en af dem. Vi er midt i september, og snart vil de små frugter ikke længere være at finde, skønt frugtavlerne med deres nedkøling kan få frugten til at holde sig sprød lidt længere. Pærer kan man få hele året, men Clara Friis er lidt som hylden op mod Sankt Hans. Det er her og nu, det gælder om at gribe ud efter de dekorative frugter med det hvide frugtkød og den tynde skræl.
Tre ud af fire pærer, som dyrkes i Danmark, er af denne sort, som har fået sit navn efter hofjægermester Carlsens hustru, Clara Frijs. Carlsen var hofjægermester på Gammel Kjøgegaard i Skensved mellem Køge og Roskilde, og i 1881 opkaldte han frugten efter sin afdøde hustru. Hendes fulde navn er Clara Kragh-Juel-Vind-Frijs. Går man tur på Køge Ås, er der stier til Claras Kirkegård. Det er en familiekirkegård, som kammerherre Carlsen oprettede i 1853, hvor komtesse Clara Kragh-Juel-Vind-Frijs er begravet. Claras Kirkegård er i dag kun åben efter aftale med godskontoret ved Gl. Kjøgegaard.
Da regnen slog mod rud-en i forrige weekend blev det tid til at tage en portion Clara Frijs-pærer med i køkkenet og forsøge mig frem med pæretærter. En af min barndoms helte var Bedstemor And. Denne elskelige skikkelse tog den ene lækre tærte ud af ovnen efter den anden, og man kunne nærmeste dufte bagværket fra landkøkkenet gennem bladet. Nu kan jeg konstatere, at fascinationen af denne tærtebagende, evigt venlige bedstemor er gået videre til næste generation, så der var stor opbakning til at forsøge at lave en pæretærte, sådan som vi tror, den må smage ude på gården hos Bedstemor And. Og da Bedstemor And er amerikaner, er der kanel i pæretærten, hvilket giver en liflig duft og smag.