Læsere husker eksplosionen i Valby

Da Kristeligt Dagblad i går bragte historien om den dag for 50 år siden, da Valby Gasværk eksploderede, begyndte mange læsere at dele deres minder om dagen på Facebook. Her er nogle af læsernes reaktioner

Et foto taget fra en nærliggende ejendom af de massive ødelæggelser efter eksplosionen på Valby Gasværk. - Foto fra Københavns Stadsarkiv genfotograferet af Leif Tuxen.
Et foto taget fra en nærliggende ejendom af de massive ødelæggelser efter eksplosionen på Valby Gasværk. - Foto fra Københavns Stadsarkiv genfotograferet af Leif Tuxen.

Lars Jepsen:

”Den dag sad jeg og legede i sandkassen ved Gudenåvej i Vanløse, hvor vi boede i nummer 7. Jeg husker det enorme brag, der kunne høres helt derover. Bagefter fik vi at vide, at ruderne på Amalie Skrams Allé i Valby, hvor min oldemor boede i nummer 34, var blevet knust ved eksplosionen.”

Lotte Haubart:

”Jeg husker det tydeligt, skønt jeg kun var seks år dengang. Vi boede på den gamle Brøndbyøstervej, næsten helt ude ved Kettevej - det var på landet dengang. Vi kunne høre braget inde i vores lille parcelhus, min mor og jeg.”

Hanne Andersson:

”Jeg var ni år, boede på Vesterbro, og vi hørte braget meget tydeligt. Min far, der tilfældigvis var i nærheden af gasværket, kørte sårede i privatbil med hvide klude ud ad vinduet til Kommunehospitalet. Der var meget stille hjemme om aftenen.”

Lis Hammeraa Nielsen:

”Jeg var 16 år og boede ude ved Damhussøen. Jeg troede også, at det var en atombombe. Sådan noget glemmer man aldrig!”

Vibeke Dich Hermann:

”Den lørdag stod jeg klokken 9.35 i badeværelset og vaskede mig ... ruderne klirrede, og jeg blev meget bange. .... dén oplevelse glemmer man aldrig.”

Jens Rost:

”Vinduerne i mine forældres lejlighed blev heldigvis siddende i karmen efter en ordentlig rystetur. Min mutter siger, at ildsøjlen så ud som en atombombes paddehattesky.”

Jens Persson:

”Glemmer det aldrig. Jeg var kun fire år, stod og pjaskede med vand på badeværelset på Ålekistevej i Vanløse. Ruder blev knust, og jeg troede, en flyver var styrtet ned i gården.”

Maiken Buddig:

”Jeg var dengang 11 år. Jeg gik på Istedgade på Vesterbro. Da jeg hørte braget, undrede jeg mig over, hvem der mon fyrede et kæmpe kanonslag af en lørdag formiddag.”

Allan Munkholm:

”Jeg boede på Vesterbro, og vi kunne både se og mærke det. Vi var efterfølgende ude at bese stedet - det lignede en krigszone - har stadig billederne fra det i hovedet.”

Ulrik Soelberg:

”(Jeg) bor meget tæt på Kulbanevej i en bungalow fra 1938. En tydelig revne i murværket vidner om denne katastrofe. Oplevede selv det uhyrlige brag så langt væk som på Falkonergårdens Gymnasium, hvor jeg gik i 2.g. Mange troede, at nu var Tredje Verdenskrig brudt ud. Glemmer det aldrig!”

Læs specialhistorien om eksplosionen af Valby Gasværk her