I begyndelsen af 1990'erne, 12 år efter dens opsendelse, blev sattelitten Voyager 1 bedt om at vende sit kamera mod Jorden og tage et billede.
Selvom satellitten var nået helt ud til kanten af solsystemet og altså var hele seks milliarder kilometer væk hjemmefra, klarede billedet at nå tilbage til Nasa og blev det første i en serie af familiebilleder af planeterne i vores solsystem.
Fotografiet blev et afsæt til refleksion over Jordens rolle i universet for den amerikanske astronom Carl Sagan i en bog, som også kaldtes ”Pale Blue Dot”:
”Se igen på den prik. Det er her. Det er hjem. Det er os. På den har alle, du elsker, alle du kender, alle du nogensinde har hørt om, alle mennesker, der nogensinde har været, levet deres liv.
Den samlede glæde og lidelse, tusindvis af selvsikre religioner, ideologier og økonomiske doktriner, hver eneste jæger og samler, hver eneste helt og kujon, hver eneste skaber og tilintetgører af civilisation, hver en konge og bonde, ethvert ungt, forelsket par, hver eneste mor og far, håbefuldt barn, opfinder og opdagelsesrejsende, hver en moralsk lærer, hver en korrupt politiker, hver eneste 'superstjerne', enhver 'øverste leder', hver eneste helgen og synder i vores arts historie har levet der - på et støvfnug hængende i en solstråle,” skriver han.
Et støvfnug i en solstråle. Jorden er i en universel sammenhæng ikke mere end det. Selv vores solsystem er kun en lille del af galaksen Mælkevejen, der er så stor, at det tager lyset cirka 100.000 år at nå fra den ene ende til den anden. Og selvom Mælkevejen er stor, er den dog også kun én galakse af mange i et ufatteligt stort univers.
Det ved vi i dag, men det var først i 1925, at man for alvor begyndte at få de tal på bordet, som kunne præcisere, hvor stor afstanden til Mælkevejens nærmeste nabo, Andromedagalaksen, er og derved kunne fastslå, hvor stort et univers, vi egentlig har hjemme i.
Astronomen Edwin Powell Hubble (1889-1953) anslog ved hjælp af såkaldte cephider - stjerner der pulserer med forskellig lysstyrke afhængig af afstanden, de måles på - og med kommuleret viden fra tidligere astronomers arbejde, at Andromedagalaksen befinder sig 900.000 lysår væk fra vores egen galakse og altså ikke er en stjernetåge, der er en del af Mælkevejen, som man tidligere havde troet det. Det var en sensation.
Selvom man senere har fundet ud af, at afstanden faktisk er endnu større, hele 2,3 millioner lysår, så er det teleskop, som i 1990 blev sendt i kredsløb rundt om Jorden og i dag bliver brugt til at måle universets afstande, opkaldt efter Hubble.
Hubble Space Telescope sender stadig billeder hjem til Jorden af vores ubeskriveligt store univers, hvor Jorden kun er et lillebitte støvfnug af tilsyneladende ubetydelig karakter - men som trods dens størrelse dog alligevel er hjem for alle, vi nogensinde har haft kær.