Små mænd med store aggressioner

Londons borgmester skriver i en bog, at Churchill tog kampen op med Nazityskland på grund af aggressioner, der kom af, at han ikke var særlig høj

Små mænd med store aggressioner
Foto: ritzau.

Da Winston Churchill nægtede at lade Storbritannien bøje sig for Adolf Hitler og Nazityskland under Anden Verdenskrig, var det mere end overbevisning, der drev den britiske premierminister.

Det var også aggressioner fra en barndom med drilleri, som kom frem. Og det var komplekser over, at han med en højde på blot 168 centimer var fem centimeter lavere end Hitler på 173.

Det skriver i hvert fald den 178 centimeter høje Boris Johnson, borgmester i London, i en ny bog om den konservative Churchill.

Bogen kommer i handlen i morgen i forbindelse med, at det den 24. januar 2015 er 50 år siden, at statsmanden Churchill døde som 90-årig.

Churchill var premierminister i to omgange, 1940-1945 og 1951-1955.

Ifølge Johnson, som britiske iagttagere har som kandidat til posten som kommende leder af de konservative, har bogen ”The Churchill Factor” et overordnet budskab - nemlig at et menneske kan gøre en forskel.

I dette tilfælde den fysisk lille Churchill.

Britiske aviser skriver i deres foromtaler, at den senere premierminister blev præget i skolegården på den prestigefyldte Harrow School. Her blev han drillet af nogle af de andre elever, fordi han var lille. Det var begivenheder, der ifølge Johnson kan have fået Churchill til senere at beslutte, at han måtte vise, hvilket stof han var gjort af. Han måtte vise sin vilje. Han måtte vise, at han trods en lav højde kunne få magt.

Han led måske, skriver Johnson, af det, der kaldes short man syndrome. Et kompleks, hvor mænd af ringe højde kompenserer for de manglende centimeter med en aggression ud over det sædvanlige, fordi de med rette eller urette føler, at de ellers ikke slår til.

Nogle kalder det også Napoleon-syndromet, opkaldt efter den franske kejser Napoleon Bonaparte.

Boris Johnson nævner, at blandt andre Hitler, den sovjetiske diktator Josef Stalin og Italiens fascistiske leder Benito Mussolini var små mænd.

”De er alle sat i forbindelse med aggression for at kompensere for det, der nogle gange kaldes short man syndrome. Der er beviser, som i hvert fald på overfladen siger, at det også var det, Churchill gjorde,” skriver han.

Det betyder ikke, at Churchill spillede skuespil. Han var oprigtig.

”Churchills mod var ikke bare noget, han foregav. Det var ikke en maske, han kæmpede med. Han var sådan. Vovemodet piblede i hans årer,” skriver Boris Johnson , der så også mener at have fundet forskellen på Churchill og de andre små, aggressive mænd.

Der er tale om medfølelse og om det, forfatteren kalder ”storhed i hjertet”. Johnson nævner, at Churchills mor på et tidspunkt fyrede sin stuepige.

Det ramte Churchill, at stuepigen nu ikke havde nogen penge, så han hjalp hende økonomisk, selv om han på det tidspunkt ikke havde så stor en indtægt