Den 20. maj 1747 stod det britiske flådeskib ”Salisbury” til søs, som så mange skibe gjorde på den tid. Det bemærkelsesværdige ved denne sørejse var, at den skotske skibslæge James Lind havde fået lov til at gennemføre et videnskabeligt eksperiment med 12 sømænd som forsøgskaniner.
På den tid var mangelsygdommen skørbug et stort problem for den britiske flåde og alle andre, der havde søfolk til havs i ugevis uden adgang til en varieret kost. Men hvad stillede man op?
I Linds forsøg fik alle 12 sømænd den vanlige skibskost, men derudover fik de to og to et ekstra tilskud af henholdsvis æblevin, havvand, citrusfrugter, fortyndet svovlsyre og to slags medicin. Lind havde selv en forventning om, at det var svovlsyren, der kunne modvirke skørbug, så de andre 10 var en slags kon
trolgruppe. Men da sørejsen sluttede den 17. juni, havde svovlsyre-spiserne og otte andre sømænd skørbug. Men de to, der havde spist appelsiner og citroner, var raske.
I dag ved vi, at skørbug skyldes mangel på C-vitamin, og at det er det høje indhold heraf i citrusfrugterne, som hindrer sygdommen. Den engelske flåde var desværre ret sen til at tage konsekvensen af opdagelsen, idet der gik 50 år, før citronsaft blev en fast del af forsyningerne til lange sørejser.
Men opdagelsen er i denne sammenhæng vigtig, fordi den grundlagde en metode til at teste lægemidler, som vi bygger videre på i dag. En udvalgt gruppe mennesker holdes under observation og indtager stort set det samme - bortset fra ét konkret produkt, som varierer inden for gruppen. I dag lyder det banalt, men for et par hundrede år siden var modviljen stor, blandt andet fordi det udfordrede forestillingen om, at helbredelsen altid skyldtes lægens dygtighed.
I 1896-97 arbejdede den danske læge på Blegdamshospitalet i København og senere modtager af Nobelprisen Johannes Fibiger med at udvikle og teste et serum mod den farlige og smitsomme børnesygdom difteri.
Fibiger var utilfreds med den viden, som forelå fra udlandet, fordi der kun var testet på få personer, og fordi udvælgelsen af personer til henholdsvis at få og ikke få serummet ikke virkede pålidelig. Det er forståeligt, hvis en læge gerne vil have den nye medicin til at virke og derfor kommer til at hjælpe forsøget på vej ved - bevidst eller ubevidst - at snyde på vægten. Fibiger indførte nu det tilfældighedsprincip, at patienter, der blev indlagt på ulige dage, fik én behandling, og på lige dage valgtes en anden.
Efter et år havde forsøget involveret 484 patienter, og langt færre døde i den gruppe, som fik serummet, som derefter blev betragtet som værd at arbejde videre med. Dermed var vi et skridt videre mod nutidens tilsigtet objektive udvælgelse af den bedste behandling.
Det sidste afgørende skridt blev foretaget i Storbritannien i 1947-48 efter en metode udviklet af statistikeren Austin Bradford Hill.
Fra USA havde man fået et middel mod tuberkulose, streptomycin, der virkede lovende, men var ekstremt dyrt. Den britiske regering indkøbte 50 kilo af stoffet og gennemførte et såkaldt dobbeltblindt forsøg. Det betyder, at hverken læger eller patienter vidste, hvilke af forsøgspersonerne, som - i en forseglet kuvert fra myndighederne - modtog streptomycin, og hvem der modtog et andet stof. Lægerne var dermed afskåret fra at prøve at skaffe det dyre stof til netop deres patient i håb om helbredelse. Metoden blev kaldt ”guldstandarden” for medicinske forsøg.
At test på små grupper er vigtige, før et produkt gives til en stor befolkning, erfarede verden i slutningen af 1950'erne, da det tyske middel mod graviditetskvalme Thalidomid blev sendt på markedet. Stoffet var kommet lige lovlig hurtigt på markedet - det viste sig, at det måske begrænsede kvalmen, men kunne medføre alvorlige misdannelser. På verdensplan blev der født omkring 10.000 misdannede såkaldte Thalidomid-børn, før midlet blev opgivet igen.
Debatten er fortsat brandaktuel. Lægemidler er en milliardindustri med mulighed for stor profit, og når en epidemi som den aktuelle Ebola-plage i V
estafrika raser, er det let at blive utålmodig og ønske sig at springe de systematiske, kontrollerede, randomiserede og dobbeltblindede forsøg over. Men måske er dét værre. Test er bedst.