”Flora Danica” - et ægte oplysningsprojekt

Med sine 3240 håndkolorerede tavler er ”Flora Danica” verdens største og mest ambitiøse farveflora. Det beskrives i et nyt værk: ”Fortællinger om Flora Danica”

På billedet ses en af de i alt 3.240 håndkolorerede tavler, som udgør ”Flora Danica”. En ny bog, ”Fortællingen om Flora Danica” fortæller om baggrunden for at skabe værket, om botanikerne, der samlede planterne, om kongerne, der betalte for værket, og om værket i sig selv.
På billedet ses en af de i alt 3.240 håndkolorerede tavler, som udgør ”Flora Danica”. En ny bog, ”Fortællingen om Flora Danica” fortæller om baggrunden for at skabe værket, om botanikerne, der samlede planterne, om kongerne, der betalte for værket, og om værket i sig selv. Foto: Foto fra bogen.

De fleste mennesker forbinder ”Flora Danica” med det fine porcelænsstel, der dækkes op med ved særlige lejligheder i kongehuset.

Udgivelsen bag stellets blomstermotiver er derimod betydeligt mindre kendt. ”Flora Danica” er nemlig navnet på verdens største planteværk, og bogen ”Fortællingen om Flora Danica”, som Lindhardt og Ringhof netop har udgivet, handler om det ikoniske værk bag stellet.

Første hæfte i ”Flora Danica”-værket udkom i 1761, men projektet forløb mildest talt ikke uden forhindringer. Det kom til at tage over 122 år, og hele seks kongers tålmodighed blev sat på en alvorlig prøve, før man i 1883 kunne sende sidste hæfte til tryk.

Værket består af 18 bind fordelt på 54 hæfter med i alt 3240 tavler. Med de 3240 håndkolorerede tavler er ”Flora Danica” verdens største farveflora.

Værket overlevede Struensees regering og fald i 1771, Københavns bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813, afgivelsen af Norge i 1814, De Slesvigske Krige i 1848-1851, enevældens afskaffelse i 1849 og afgivelsen af Slesvig-Holsten i 1864. De fleste af de mere end 3000 uerstattelige kobbertavler blev tilmed reddet ud af det brændende Christiansborg Slot i 1884.

”Flora Danica”-værket er et ægte oplysningsprojekt fra 1700-tallet, der skulle udbrede kendskabet til den danske flora til den brede befolkning. Det blev skabt i samarbejde mellem videnskabsfolk, kobbertrykkere og tegnere, og værket blev til ud fra oplysningstidens idéer om at forbedre menneskets livsvilkår gennem viden om naturen.

Lektor Henning Knudsen fra Statens Naturhistoriske Museum, der har skrevet ”Fortællingen om Flora Danica” har udvalgt 253 tavler som illustration til bogen.

Han beskriver, hvordan hans fascination af ”Flora Danica” går tilbage til studietiden, hvor han erhvervede et par af svampetavlerne til pynt og inspiration. Som bestyrer af Botanisk Museum havde han også i en periode ansvaret for Botanisk Centralbibliotek, der blev grundlagt i 1752 for at opbygge en samling litteratur til brug for arbejdet med ”Flora Danica”.

Henning Knudsen skriver i sit forord til bogen: ”Som nutidsmenneske er det vanskeligt at forstå den afhængighed, man tidligere havde af planterne. For befolkningen i 1700-tallet gik det meste af tiden med at skaffe føde nok og med at få fat i medicin, der ofte ikke virkede.

Flora Danica tager os med på en rejse tilbage til dengang, hvor livet var enkelt, men på samme tid også vældig besværligt.”