Ægteskabsbureau for hiv-positive er blevet en succes

De seneste fire år har en indsats fra et enmands-ægteskabsbuerau i Nigeria ført til 100 ægteskaber mellem hiv-positive

De seneste fire år har en indsats fra et enmands-ægteskabsbuerau i Nigeria ført til 100 ægteskaber mellem hiv-positive Arkivfoto: En kvinde og hendes barn til sundhedsundervisning i det nordlige Nigeria.
De seneste fire år har en indsats fra et enmands-ægteskabsbuerau i Nigeria ført til 100 ægteskaber mellem hiv-positive Arkivfoto: En kvinde og hendes barn til sundhedsundervisning i det nordlige Nigeria. Foto: Wikipedia.

For de mindst 3,5 millioner hiv-positive kvinder og mænd, der bor i det vestafrikanske land Nigeria, er det næsten umuligt at blive gift og stifte familie. I hvert fald hvis de er klar over deres hiv-status og vil være ærlige omkring den i et spirende parforhold.

Oftest betyder ærligheden dog også en brat afslutning på forholdet. Det er fortsat så tabubelagt at være hiv-positiv – for slet ikke at tale om at være syg af aids – at de færreste nigerianere vil indlede et romantisk forhold med en hiv-positiv.

Den udfordring har et enmands-ægteskabsbureau i Nigerias hovedstad, Abuja, taget op. Direktør og eneste ansatte i bureauet Emmanuel Ugochukwu Michael insisterer nemlig på kun at formidle kontakt indbyrdes mellem hiv-smittede ifølge det tyske nyhedsmedie Deutsche Welle.

De seneste fire år har det ført til 100 ægteskaber, og i skrivende stund har den 45-årige Emmanuel Ugochukwu Michael, der tidligere arbejdede som elektriker, 7000 nigerianere i en alder fra 19 år til 72 år opskrevet i bureauets kartotek.

Seks ud af syv af dem er kvinder. Nigerianske kvinder skal helst giftes unge, forklarer Emmanuel Ugochukwu Michael.

”Det hænger sammen med vores kultur. En mand kan godt vente med at gifte sig, indtil han er fyldt 50 år, men når en kvinde bliver mellem 30 og 35 år gammel, så nærmer overgangsalderen sig, og så bliver de bange, og presset fra familien vokser,” siger han til det tyske nyhedsmedie Deutschlandfunk.

Rygtet om ægteskabsbureauet har stille og roligt spredt sig, til trods for Emmanuel Ugochukwu Michaels enkle markedsføringsteknik, der indskrænker sig til, at nigerianeren spraymaler ordene ”hiv + brug for mand/hustru?” efterfulgt af sit telefonnummer på mure, sten og hegn i hele hovedstaden.

I dag får han op til 100 telefonopkald om dagen. Det koster 2000 naira, hvad der svarer til 43 kroner, at blive optaget i ægteskabsbureauet, der kræver af klienterne, at de skal være velmedicinerede.

Den 35-årige sygeplejerske Gloria er en forhenværende klient.

For et par år siden begyndte hun også at mærke presset fra familien for, at hun skulle få sat et punktum for livet som single.

”Alle sagde til mig, at jeg skulle gifte mig, men det ville jeg ikke,” fortæller hun til Deutsche Welle. Kun Glorias mor vidste, at årsagen til datterens modvilje var, at hun var hiv-positiv. Moderen havde hørt om ægteskabsbureauet for hiv-smittede og opfordrede datteren til at tage kontakt.

”Min mor gav mig telefonnummeret og overtalte mig til at ringe,” siger Gloria til Deutschlandfunk.

Gloria udfyldte de obligatoriske papirer med en beskrivelse af sig selv og sine ønsker, og derefter gik det slag i slag. Allerede nogle uger senere begyndte hun at ses med den ligeledes hiv-positive John. Efter nogle måneder blev de kærester, og et år senere blev de gift. I dag har ægteparret ifølge Deutschlandfunk en lille søn, der ikke blev smittet med hiv under fødslen.