Vi har mange ødelagte mure i vores by. Mure med skudhuller og ødelæggelser fra krigen. Og jeg tænkte: Måske kan jeg farvelægge dem. Viske de dårlige minder om krigen væk og erstatte dem med glade farver.
Sådan siger 25-årige Shamisa Hassani, der betragtes som Afghanistans første kvindelige gadekunstner. Hun har netop været i Danmark for at undervise skoleelever over hele landet i graffitikunst og fortælle om vilkårene som gadekunstner i et krigshærget land som Afghanistan.
Det lyder måske banalt, men bag Hassanis farvestrålende malerier gemmer sig et budskab, der rækker ud over at udsmykke byens husmure med glade farver. Hassani, der blev fascineret af graffitimaleriet under en workshop ved universitetet i Kabul for tre år siden, mener, at kunst kan ændre et samfund.
LÆS OGSÅ: Fremgangen i Afghanistan bør ikke overses
De fleste afghanere tager ikke på kunstmuseer og gallerier. Med gademalerierne bringer jeg kunsten til dem, og på den måde kan alle få øje på mit budskab, siger hun.
Og Hassanis budskab? At minde afghanerne om, at kvinderne stadig findes og har en stemme.
Situationen for kvinder i Afghanistan er stadig problematisk. Mange kvinder lever et indskrænket liv og har ikke mulighed for at gøre, som de vil. Det er, som om man har glemt, at de eksisterer. Jeg siger: kvinderne er her stadig, og de er stærke.
Shamisa Hassani har malet graffiti i snart tre år nu, og hun har efterhånden udviklet en personlig stil og en tydelig signatur i sin kunst: Store, skarptskårne silhuetter af kvinder i lyseblå burkaer med ansigtet dækket helt til bag det karakteristiske net. Ikke umiddelbart symbolet på frigørelse for en vesterlænding, hvis kultur overvejende anser burkaen for at være en undertrykkende foranstaltning.
Jeg har ændret kvindernes form. Jeg har givet dem brede, skarpe skuldre og talje. De er større, end kvinder er i virkeligheden, og jeg maler dem altid i bevægelse, handlekraftige. De danser eller kigger rundt. For mig udtrykker de positiv forandring. Jeg håber, at det kan få afghanerne til at ændre deres syn på kvinder. Jeg bringer kvinden tilbage i det afghanske samfund, siger hun.
At hendes feministiske budskab kommer indpakket i en burka, opfatter Hassani ikke som et paradoks.
Jeg bruger ikke burkaen til at sige, om jeg er enig eller uenig i, at kvinder skal gå med den. Jeg bruger den derimod som et symbol på kvinden. For mig at se, er burkaen ikke det største problem, vi har som kvinder i Afghanistan. Vi har andre og større problemer, og det vil ikke løse dem, at vi tager burkaen af, lyder det fra Hassani, der i dag underviser ved universitetet i Kabul og for nylig holdt en graffitiworkshop for 15 studerende.
To af dem er blevet rigtig dygtige graffitimalere, fortæller hun stolt.
Selvom Hassani er ansat som kunstprofessor, tager hun stadig ud for at lave graffiti i Kabuls industrikvarterer og udsmykke facaderne af de mange forladte bygninger. Et ikke helt ufarligt projekt i en krigshærget by, hvor Talebans selvmordsbombere med jævne mellemrum forårsager død og ødelæggelse, og i et gammeldags, patriarkalsk samfund, hvor man som kvinde skal passe på, hvad man gør og ikke mindst, hvor man færdes alene. Nok væsentlige grunde til, at Hassani indtil videre er Afghanistans eneste kvindelige graffitikunstner.
Jeg går aldrig ud efter mørkets frembrud. Det er ærgerligt, for der er så mange mure, jeg gerne vil male. Som regel skynder jeg mig at gøre et værk færdigt, så jeg kan komme hurtigt væk, fortæller Hassani.
Hun tilføjer, at hendes forældre altid er bekymrede, når hun er ude.
Men de er også stolte af, at deres datter gør noget for at ændre samfundet.