Afrikansk børneliv oser af pligter og fællesskab

Afrikanske børn vokser i stigende grad op inde i byerne - men børneopdragelsen stammer i høj grad stadig fra den ældre generations opvækst i storfamilier i landsbyer ude på landet

Hver eftermiddag leger Rosemary Sebastian og Peter Emmanuels tre drenge på den bare jordplads foran deres hus sammen med en håndfuld andre af nabolagets børn i alle aldre. -
Hver eftermiddag leger Rosemary Sebastian og Peter Emmanuels tre drenge på den bare jordplads foran deres hus sammen med en håndfuld andre af nabolagets børn i alle aldre. - . Foto: Karitte Lind Bejer.

Rosemary Sebastian og Peter Emmanuel er forældre til tre drenge: Daniel på 12 år, Emmanuel på ni år og Sheldrack på tre år. Familien, der også tæller Peter Emmanuels treårige nevø Ebenego, bor i udkanten af Arusha i Tanzania.

Hver eftermiddag leger drengene på den bare jordplads foran huset sammen med en håndfuld andre af nabolagets børn i alle aldre. Legen indbefatter gamle bildæk, en slidt fodbold, tomme plasticflasker, som med en snor bundet om flaskehalsen bliver til hunde og geder. Rosemary Sebastian og Peter Emmanuels børn må lege, så længe de passer deres skole, lektier, kirkegang og pligterne i hjemmet, fortæller 30-årige Rosemary Sebastian.

Og pligterne i hjemmet er mange sammenlignet med de fleste danske hjem. Det er primært deres ældste søn, der hjælper til i huset.

”Daniel hjælper mig med at vaske tøj (i hånden, red.), med at passe sine yngre søskende og med at passe min grøntsagsbutik, når jeg skal noget andet. Han laver også mad, hvis jeg selv arbejder i butikken. Han kan lave det hele: ugali, ris, kød, grøntsager,” siger hun.

Hver dag vasker og tørrer Daniel også alle gulvene i det lille hus og vasker op, hvis der er brug for det. Rosemary Sebastian ved godt, at børn på Daniels alder slet ikke hjælper til i hjemmet på samme måde i Europa og USA. Hun forstår ikke hvorfor.

Selv er hun og hendes mand stolte af deres store børn, når de kan se, at børnene udfører det arbejde, de bliver pålagt, grundigt - og i godt humør. Som Rosemary Sebastian og Peter Emmanuel selv er blevet opdraget til hjemmefra.

Som regel gør børnene, hvad de får besked på, fortæller Rosemary Sebastian.

”Men hvis de ikke gør, slår jeg dem med en pind,” siger hun.

Hun slår dem også, hvis de har gjort noget, de ikke må. Eksempelvis stikker de indimellem af for at lege, selvom de ved, at pligterne venter derhjemme.

Pinden er lang og tynd. Og Rosemary Sebastian slår ikke særligt hårdt, bedyrer hun.

”Vi er blevet for blødsødne i dag. Dengang min bedstemor opdrog sine børn, slog de til med pinden, men det gør vi ikke i dag,” mener hun.

Peter Emmanuel nøjes med at lytte og nikke bekræftende, når hans kone siger noget, han er særligt enig i.

Ud over lydighed, respekt og kristendom, er fællesskabet meget vigtigt for familien og i forhold til børnene. Familiens tre sønner er gode til at lege med hinanden, og de to store ser efter Sheldrack og Ebenego og forhindrer de værste ulykker. Men indimellem går det galt. Som da Sheldrack, der normalt går med sko, en dag var løbet ud af huset på bare fødder og trådte på en rusten tagplade.

Han fik en dyb flænge i fodsålen og måtte en tur på hospitalet. Eller som da Ebenego tog fejl af vand og petroleum i en flaske og slugte en stor mundfuld petroleum. Han var indlagt i seks dage på det lokale hospital, fortæller Peter Emmanuel.

”Men i dag har han det godt,” siger han.

Børnene er langt fra altid under opsyn af voksne. Langt størstedelen af tiden går det godt, fordi børnene, og specielt pigerne, i nabolaget fra barnsben bliver opdraget til at passe deres yngre søskende. Der tuller børn helt ned til toårsalderen rundt på og omkring jordvejen uden for den tanzaniske families hus, selvom der jævnligt kører motorcykler forbi. Syv- og otteårige piger holder et vågent øje med de mindste, samtidig med at de selv leger.

Set med danske øjne arbejder ”betweenageren” Daniel meget og har et stort ansvar for sine yngre søskende. Og indimellem, fortæller han, kan han godt ærgre sig over at gå glip af noget sjovt, fordi han skal lave mad eller gøre rent.

”Men jeg vil gerne hjælpe mine forældre,” siger han.