Fredericia Vold er et stort fæstningsanlæg, som beskyttede byen mod angreb fra landsiden.
I min barndom var ”Lille vold” mellem Egeskovvej og Prinsens Port centrum for aktiviteter for områdets børn, vi var vel en 10-12 stykker på nogenlunde samme alder. Et rigtigt fæstningsbarn var født inden for voldene. Det var jeg ikke, men tæt på, nemlig på 6. Julivej.
Senere flyttede vi tættere på volden ved Egeskovvej og Håndværkergården, som blev vort ”paradis”.
”Lille vold” var et fladt område, hvor vi kunne lege, spille bold, sprede et tæppe ud, komme med dukkevogn og dukker, som vi syede tøj til, og her kunne vi tilbringe mange timer med sommerens aktiviteter.
Var der fødselsdag, samledes hele børneflokken til leg og samvær omkring boller, kringle og en spand med saftevand.
En sommeraktivitet var også at tage trappen til ”Ishusstien” og fodre ænder med det gamle brød, vi havde kunnet tigge derhjemme. Jeg har aldrig kendt ishuset, hvor man opbevarede den is, som om vinteren blev skåret op af voldgraven, og gemte den til de varmere dage. I min barndom købte man isblokke i ismejeriet.
Vinterens aktiviteter på ”Lille vold” var forsøg med snehuler, kælkning og øvelser på ski, som senere foregik på ”Kattens ryg” og skøjteløb på voldgraven, hvor sneen blev ryddet, og efter nogle år kom der også lys på banen om aftenen. Var man ikke med i tagfat-legene, kunne man skøjte til Nørreport. Der var isen var ikke så god, men man fik en lang løbetur.
Skulle vi ind i byen, var det gennem ”Prinsens port”, hvor der på begge sider var en buet jernstang - sikkert for at afværge påkørsel med hestevogne. Disse jernstænger var oplagte til kolbøtter. Gennem ”Prinsens port”kom vi til Landsoldatpladsen med Bissens flotte soldat. Den fik vores opmærksomhed om aftenen den 5. juli. Da plyndrede vi de hjemlige haver for røde roser og hvide margueritter, som blev til buketter og kranse, der smykkede soldaten. Især i årene omkring Besættelsen var det et nationalt samlingspunkt. Lykken var, hvis ens krans kom op på statuen - på hovedet eller på geværet - min søster var engang heldig med geværet, og det taler vi stadig om!
Idag er der bygget plejecenter på Håndværkergården, så der er ingen børn, som får en barndom, som vi havde på volden og i området.
Britta Pagh Jensen