Barndommens paradis i Boderne

Bente Ørum mindes sin barndoms lange somre i 1950'erne i familiens sommerhus på Bornholm

Billedet af det grønne sommerhus med de gule vinduer har Bente Ørum fundet i sin mors fotoalbum. Privatfoto.
Billedet af det grønne sommerhus med de gule vinduer har Bente Ørum fundet i sin mors fotoalbum. Privatfoto.

Min barndoms særlige sted, må være mine forældres grønne sommerhus med de gule vinduer.

Sommerhuset blev bygget i 1940'erne ved stranden i Boderne, der ligger syd for Aakirkeby på Bornholm.

Når jeg kigger i min mors fotoalbum og ser dette billede af sommerhuset, kommer jeg til at tænke på mine dejlige syv uger lange skolesommerferier i 1950'erne, hvor vi badede og legede hele dagen.

Om aftenen legede vi skjul med de andre børn fra de andre sommerhuse. Når det begyndte at blive mørkt, kaldte min mor på os og spurgte, om vi kunne tænke os at komme ind hos os og spise jordbær med mælk.

Min mors store fornøjelse var at se børnene spise den ene skål jordbær efter den anden. Til sidst spurgte hun, om de kunne spise flere jordbær.

”Ja, det kan vi, men først om en halv time,” svarede børnene, for de var forspiste.

”Nej det skal være nu,” sagde min mor. Det morede hun sig med.

Hjemme på Torvet i Aakirkeby havde vi en stor købmandsgård, og tæt på havde vi bag ved præstens have selv en stor have, og der havde vi mange jordbær.

Jeg forstod ikke rigtig min mors humor omkring jordbærspisningen dengang. Selv mange år efter, da hun lå på hospitalet, og vi sammen mindedes Boderne, synes hun stadig, at det var morsomt, at børnene ikke kunne spise flere jordbær.

Vi flyttede hvert år ned til sommerhuset den 5. juni på grundlovsdagen. Min far har fortalt mig, at når vi nåede halvvejs af de kun seks kilometer til Boderne, begyndte mor at synge, for nu var hendes ferie begyndt. I købmandsgården drev min far en isenkramforretning, og han var tredje generation. Nede fra Boderne kørte han hjem hver morgen for at åbne forretningen, og før og efter skoleferien kørte min bror og jeg med ham, så vi kunne passe vores skolegang. Om eftermiddagen efter skoletid cyklede jeg så selv ned til mor i Boderne. Min bror gik til fodbold, så han skulle til træning og kom derfor noget senere.

Jeg har altid haft mange veninder både i Aakirkeby og i Boderne. I Aakirkeby havde vi om vinteren en pigeklub. Min mor syntes, at mine veninder fra pigeklubben også skulle på ferie i vores sommerhus i Boderne nogle dage. En af de dage bagte vi pandekager.

Vores sommerhus var meget autentisk. Vi havde gasflaske i køkkenet, dengang var det Kosangas. Engang midt i vores pandekagebageri slap gassen op. Vi var ulykkelige, men mor havde mange gode råd, vi kunne for eksempel gå ind til vores nabo fru lærer Andersen og bage videre på hendes gasblus, og her blev vi modtaget med venlighed.

Fra vores barndom mindes vi altid, at solen skinnede hver dag i hele sommerferien. Alligevel kan jeg huske, at det en sommer regnede 14 dage i træk. Det var den sommer, hvor min fars skolekammerat Thor havde lejet et sommerhus i Boderne. Han og hans hustru, Kirsten, havde to piger, som jeg legede med hver sommer. Men lige denne sommer var de meget uheldige med vejret, så vi børn måtte være indendørs og spille kort det meste af dagen, mens de voksne så spillede kort om aftenen.

Mit paradis i Boderne gled os af hænde efter min fars død, for min mor havde ikke alene den samme lyst til sommerhuset. Det blev sat til salg, da hverken min bror eller jeg, der begge boede på Sjælland, ville overtage det og kunne bruge det på samme enkle måde, som mine forældre havde kunnet.

Nu mange år senere, har jeg besøgt sommerhuset i Boderne. Det er ikke til at genkende. Kun navnet ”Kræmmerhuset” har ejeren beholdt. Men stranden i Boderne er stadig fascinerende, og også den lille havn med de små røde fiskerhytter fortæller mig om dengang, min far fra sin båd bl.a. fangede laks til min konfirmationsmiddag.

Minderne fra Boderne prøver jeg i dag at videregive til mine børnebørn, når de er sammen med os på ferie på Bornholm.

”Evigt ejes kun det tabte.”