Bedsteforældres gård var fristed under krigen

Jeg var barn under Anden Verdenskrig. Vant til støvletramp morgen og aften. Sirener, der tudede, og ture i beskyttelsesrummet. Angsten sad i sindet.

Men så kom sommerferien. Allerede i toget fra Viborg glædede min søster og jeg os. Seks vidunderlige uger på min mormor og morfars gård langt ude på landet i nærheden af Langå i Østjylland. Her var der ingen tyske marchsange, ingen luftalarm, ingen udgangsforbud.

Det første, min søster og jeg gjorde, når vi kom frem, var at gå en tur rundt på gården for at se, om alt var, som det plejede at være. Vi skulle hen til hønsehuset for at tælle høns og haner. Forbi hylden og dufte den genkendelige duft. Gennem haverne ned til moreltræet for at se, om morellerne var blevet modne.

Dagen havde sin egen rytme, og der blev ikke taget særligt hensyn til os. Vi fulgte med i folkeholdets arbejde og havde også små pligter. Ud til grisene, når de skulle have grutning, ind til køerne, når de skulle malkes. Vi hjalp også til med hestene, når de skulle fodres og strigles. Vi behøvede aldrig at se på uret, for rutinerne i stalden fortalte os, hvad klokken var.

Over middag sov alle middagssøvn. Min søster og jeg måtte finde på noget at lave for ikke at kede os. Hvis vi kunne komme af sted med det, løb vi ind i rugmarken, hvor vi legede gemmeleg. Min morfar skulle helst ikke opdage det. Aksene rejste sig heldigvis hurtigt igen.

Ugens højdepunkt var, når brugsen kom med varer. Vi var der med det samme og rodede rundt i varerne for at finde kræmmerhuset med slik, som vi måtte mæske os i. Når dagen gik på hæld, løb vi en tur op på bakken for at se solen gå ned.

Sådan gik seks dejlige uger. På en eller anden måde tror jeg, at mine barndomsferier har præget mig gennem livet, og at det er derfor, jeg i dag elsker at færdes i naturen.