For nogle dage siden lavede jeg en aftale med en mand fra menigheden her på Solkysten om, at hans sidste ønske er, at hans aske må blive kastet ud over Middelhavet tre sømil øst for Fuengirola her i Spanien.
Vi talte sammen om, at der jo er mange måder, vi kan vælge at blive begravet eller bisat på, og han ønskede ikke en almindelig begravelse eller bisættelse og et gravsted, der skal vedligeholdes mange år frem.
Sagen er jo, at uanset hvordan vi vælger at blive begravet, så tror vi kristne på, at vi har et levende håb om, at vi er på vej til solopgangen i Guds rige.
I en tid, hvor det er blevet mere og mere almindeligt at få strøet sin aske ud over havet, talte vi om den gamle sømandshistorie fra en tid, hvor man ikke havde nedkølingsmuligheder om bord på et skib.
Da fyrbøder Hansen døde, var man nødt til at begrave ham i havet. Han blev syet ind i sejldug; og for at få ham til at synke på den rigtige måde med fødderne først syede man en pose med tunge polske kul ind i enden af ligposen.
Skibet blev stoppet, der lød slag på skibsklokken, og kaptajnen holdt en bevægende tale over den afdøde.
Derefter gav han tegn til de to matroser, der skulle hæve slisken med fyrbøderen, hvorefter han gled ud i havet. Meget smukt og højtideligt, indtil besætningen faldt sammen i krampegrin.
Hvad pokker bilder I jer ind, råbte kaptajnen.
Jo, hr. kaptajn, De må meget undskylde, men vi har set mange fare til Helvede, men det er første gang, vi har set en, som selv har kul med.
Godt set, men heldigvis har vi trods alt et håb om evigt liv.
I konfirmandtimerne her i Fuengirola har jeg talt med konfirmanderne om, hvad der sker med os, når vi er døde. Ved dåben fik de at vide, at der blev lagt en evighed ind i dem. Hvad betyder det og hvordan?
Så fortalte jeg dem en lille historie om en dreng, som ikke sad ordentligt ved bordet, men spildte sin mad og sad og rokkede på stolen. Moderen sagde til ham: Hvad tror du Gud vil sige, hvis han ser dig sidde sådan?. Og så er det, drengen svarer: Han finder nok på noget!.
Ja, mon ikke han gør? I hvert fald endte vores samtale med, at vi lægger det hele i Guds hånd, og så finder han nok på noget.
Og egentlig kommer vi vel ikke længere end til dette, når vi tror på syndernes forladelse og det evige liv.
Hvor ovennævnte sømand kommer hen, det lægger vi derfor trygt i Guds hånd!
Christen Væver, fungerende præst ved Margrethekirken, Las Lagunas, Costa del Sol, Spanien