Besøg de hjemløse i Wien

Hjemløse er guider på udflugter til de hjemløses steder i Wien

Udflugtsdeltagerne bliver vist rundt på steder for hjemløse, såsom en varmestue og et suppekøkken.
Udflugtsdeltagerne bliver vist rundt på steder for hjemløse, såsom en varmestue og et suppekøkken. . Foto: Scanpix.

Et østrigsk udflugtsbureau arrangerer ture, som skal give folk mulighed for at se, hvordan livet er for Wiens hjemløse befolkning. Guiderne på turene er mennesker, der selv er hjemløse.

De, der tilmelder sig turene, vil blive vist rundt på steder for hjemløse, såsom en varmestue og et suppekøkken, rapporterer tv-stationen ORF.

Målet er at modvirke fordomme og vise, at ”hjemløshed kan ske for enhver,” siger Dieter, der er en af guiderne. ”Jeg var engang en af dem, der troede, at det aldrig kunne ske for mig.”

Ifølge Perrine Schober fra Shades Tours, der kører projektet, er det også hensigten og håbet at hjælpe guiderne til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

”Turene er et springbræt, der vil blive brugt af fremtidige arbejdsgivere som reference for pålidelighed og vilje til at arbejde,” siger hun.

Billetter til turen, som varer to og en halv time, koster 15 euro (cirka 110 kroner), og bureauet oplyser, at guiderne bliver betalt for deres arbejde.

Perrine Schober fortæller også, at bureauet er blevet inspireret af lignende projekter i andre europæiske byer.

I Berlin har guider også lavet ture uden om de traditionelle seværdigheder og i stedet fremvist flaskeautomater og et indkøbscenter, hvor hjemløse går hen for at holde varmen.