Bibelhistorier inspirerer til nye film og bøger

Kunstnere lader sig ofte inspirere af bibelske fortællinger og symboler. Historierne fortæller noget fællesmenneskeligt, siger kunsthistoriker

Et ærkeeksempel på en kunstner, der bruger religiøse symboler, er Lars von Trier. I filmen ”Breaking the Waves” løftes man for eksempel op i det himmelske til slut, hvor store kirkeklokker ringer. –
Et ærkeeksempel på en kunstner, der bruger religiøse symboler, er Lars von Trier. I filmen ”Breaking the Waves” løftes man for eksempel op i det himmelske til slut, hvor store kirkeklokker ringer. – . Foto: Allstar Picture Library/Polfoto.

Bjarne Reuter har i sin seneste roman ”Englene i Avignon” ladet sig inspirere af Jobs Bog. Det samme gjorde instruktøren Anders Thomas Jensen i sin film ”Adams æbler” fra 2005, mens han i filmen ”Mænd og Høns” fra 2015 tog fat på fortællingen om Abraham, der skal ofre sønnen Isak.

Generelt ser vi ofte film, bøger og kunstværker i ud- og indland, der direkte eller indirekte henter symboler eller tematikker fra bibelske fortællinger. Det kan være alt fra fortællingen om syndefaldet eller forholdet mellem Kain og Abel til det at lege Gud og magtkampen mellem Gud og Djævlen.

Ifølge kunsthistoriker Hans Jørgen Frederiksen fra Aarhus Universitet er det faktisk interessant, at historierne og symbolerne stadig bruges så meget i dag.

”Man skulle tro, at de efterhånden ville virke ret slidte, men det lader ikke til at være tilfældet. Det kan skyldes, at vi enten ikke opdager de bibelske referencer, eller at vi finder dem særligt fascinerende i vores liv i dag. For de kan være med til at genfortrylle vores mekaniserede virkelighed. Det er historier fyldt med poesi om sammenhængen mellem mennesker og natur og godt og ondt,” siger han og tilføjer, at vi på samme måde også ofte ser græsk mytologi fylde i kunsten i dag.

”Der er tale om historier, der er lige så utrolige og relevante, som de var for over tusind år siden. De roder rundt i de dybe lag af os mennesker og giver os erkendelser. Brugen af elementerne fra jødedommen og kristendommen fortæller os om noget fællesmenneskeligt.”

Et ærkeeksempel på en kunstner, der bruger religiøse symboler, er Lars von Trier, siger Hans Jørgen Frederiksen.

”Hans film øser af mytologi, og han bruger i vid udstrækning og med stor indsigt kristne og jødiske symboler – samt mange andre symboler. I filmen ’Breaking the Waves’ løftes man for eksempel op i det himmelske til slut, hvor store kirkeklokker bimler og bamler. Von Trier går meget langt med sine effekter, men humlen er, at han har fat i de her erfaringers potentiale.”

Det er også derfor han taler til et internationalt publikum, tilføjer Hans Jørgen Frederiksen.

”Det er også en grund til, at de bibelske fortællinger og symboler er populære. Menneskers situation og syn på tingene er forskellig fra sted til sted. Men mange har et forhold til det religiøse, og mange lande har kristne rødder. I Bibelen tager man derfor fat i noget af det menneskelige, som mange kan relatere til,” siger han.