Da Baudelaire jagtede den moderne kunst

Digteren bag ”Det Ondes Blomster” begyndte som kunstkritiker i overgangsperioden mellem romantikken og den moderne kunst. En udstilling i Paris viser denne nøgleperiode i kunsthistorien set gennem digterens øjne

Charles Baudelaire blev udpeget som den moderne lyriks fader. –
Charles Baudelaire blev udpeget som den moderne lyriks fader. – . Foto: Polfoto.

I 1845 var Charles Baudelaire endnu ikke blevet det kontroversielle digtergeni, der chokerede sin samtid med ”Les Fleurs du Mal”, ”Det ondes blomster”.

Først 10 år senere skulle hans digte om kærlighed og skørlevned, om menneskehedens laveste instinkter og højeste stræben sende ham til både litteraturens øverste tinder og domstolenes anklageboks. Men i sine anmeldelser af det franske kunstakademis årlige udstillinger forestillede han sig allerede et ”kærlighedsmuseum, hvor alt har sin plads, fra den hellige Theresas uudlevede ømhed til de kedsomme århundreders alvorlige løsagtighed.”

Charles Baudelaire begyndte sin litterære karriere som kunstkritiker. Den første tekst, han signerede, var kritikken af Kunstudstillingen i 1845. Det var det levebrød, han skaffede sig, da han 20 år gammel havde formøblet sin arv i sit ”Kunstige paradis” af absint og damer, som han siden skulle beskrive i sine digte.

Baudelaire gjorde kunstkritikken, skabt af filosoffen Diderot små 100 år tidligere, til en etableret, litterær genre. Og ligesom han selv blev udpeget som den moderne lyriks fader, var han på jagt efter den maler, der kunne ”indfange vinden, der vil blæse i morgen”. For romantikken, inkarneret af maleren Eugene Delacroix, var ved at rinde ud, som han skrev, og den nye æstetik havde endnu ikke manifesteret sig.

”Baudelaire elskede romantikken, og især elskede han Delacroix, som han kaldte for sin tids største kunstner. Men samtidig forsøgte han også at opdage fremtidens nye kunstnere på udstillingerne,” fortæller Robert Kopp, schweizisk skribent og Baudelaire-specialist og ansvarlig for udstillingen ”Med Baudelaires øjne”, som vises på Musée de la Vie romantique i Paris indtil den 29. januar 2017.

Udstillingen viser flere hundrede af de malerier af blandt andre Eugene Delacroix, Edouard Manet og Camille Corot, som pariser-ne kunne se i 1800-tallets populære kunstudstillinger. Og Baudelaires farverige og fyrige anmeldelser af dem.

Baudelaire var både fascineret og tiltrukket af den spirende modernitet. Han hadede industrialiseringen og arkitekten Haussmanns nye, brede boulevarder i Paris. Men byerne og moderniteten øvede også en egen tiltrækning på ham, som han beskriver i ”Billeder fra Paris”, der optræder i andenudgaven af ”Det ondes blomster”, eller prosadigtene ”Parisisk Spleen”.

På samme måde har han et komplekst forhold til Edouard Manet, som vækker skandale i 1860’erne og netop bliver dette forvarsel om den moderne kunst, som Baudelaire leder efter. Han hylder Manets spansk-inspirerede billeder, fascineret som han selv er af de spanske danserinders skønhed. Men han hegler ham også ned i et brev i 1865, hvor han beskriver Manet som ”en ener hvad angår fornedrelsen af sin egen kunst”.

”En meget stor del af Baudelaires forfatterskab handlede faktisk om kunst, og derfor er det relevant at betragte både Baudelaire og kunsten fra denne vinkel,” påpeger Robert Kopp.

Eller, som Charles Baudelaire selv formulerede det i teksten ”Mit nøgne hjerte” i den selvbiografi, som blev udgivet efter hans død: ”At forherlige dyrkelsen af billeder er min store, min eneste, min primitive lidenskab”.8