Da krigen kom til Danmark

Oplevelserne i 1939 og 1940 blev for Kristian Hjerrild Buhl en del af kaldet til at blive præst

I anledning af 75-årsdagen for Danmarks besættelse blev der flaget på halv over hele landet. Her på Amalienborg.
I anledning af 75-årsdagen for Danmarks besættelse blev der flaget på halv over hele landet. Her på Amalienborg. Foto: Bax Lindhardt.

For mig hører 1939 og 1940 uløseligt sammen. Hitler anså Versailles-traktaten for at være alt for hård og uretfærdig. Han inddrog Bøhmen og Mæhren i Tyskland og lavede en aftale med Østrig.

Den 1. september 1939 startede Hitler Anden Verdenskrig ved at gå ind i Polen.

England og Frankrig havde lovet Polen hjælp i tilfælde af tysk angreb. Lederne samledes den 2. september og besluttede at erklære Tyskland krig fra den 3. september.

Den 4. september 1939 havde vore naboer derhjemme sølvbryllup, og festen blev holdt i sognets samlingssted, det gamle stråtækte forsamlingshus syd for landevejen i Hessel ved Varde. Som skik var på egnen deltog alle fra nabogårdene, store og små. Midt på aftenen hørtes dumpe drøn lig dem, som vi kunne høre fra artilleriets skarpskydning fra Kallesmærsk Hede. Efter kort tids glødende telefoner rygtedes det, at Kirkegade og Skolegade i Esbjerg var blevet bombet med flere dræbte og sårede til følge. Hele feststemningen var væk, og flere græd. Jeg var 10 år, og det satte sig i mit sind.

Det blev senere oplyst, at Royal Air Force skulle bombe ubådshavnen i Bremerhafen, men havde svært ved navigationen over Nordsøen, og så blev Esbjerg ramt.

Den 9. april 1940 hørte vi fra morgenen bølger af flyvemaskiner, som vi ikke kunne se grundet skydække.

I første frikvarter kom en kolonne danske militærkøretøjer kørende forbi mod øst. Som vanen var, råbte vi hurra for dem. Men de så ud som forstenede, og det kunne vi ikke forstå.

Midt i anden time kom lærerens kone grædende ind og råbte: Danmark er i krig! Danmark er i krig! Og degnen løb ind til radioen. Efter kort tid kom han tilbage, meget bevæget og sagde: ”Ja, Danmark er i krig.”

Ind under aften kom en dansk militærbil ind til vores gård. Jeg legede på gårdspladsen, og officererne spurgte, om min Far var hjemme. Ja, han er ved at malke. Officererne kaldte Far lidt væk, og jeg forstod, at det skulle jeg ikke høre. Mine ører blev lange som æselører - nytteløst.

Lidt efter begyndte Far at græde, og det havde jeg sjældent set, så det måtte være noget meget alvorligt.

Da officererne var kørt, fortalte Far, at de skulle besøge vore naboer mod nord for at fortælle dem, at deres søn, Niels Møller Schmidt, var faldet syd for Haderslev om morgenen. De ville gerne høre lidt om, hvordan de mon ville modtage budskabet.

Disse oplevelser i 1939 og 9. april 1940 brændte sig ind i mit sind, og de har været en del af et kald til mig om at blive præst.