De hellige tre dronninger deltager i spansk juleoptog

Der har altid været kvinder med i juleoptogene i Spanien, som på billedet fra Daganzo de Arriba ved Madrid. ...

Der har altid været kvinder med i juleoptogene i Spanien, som på billedet fra Daganzo de Arriba ved Madrid. Der nye er imidlertid, at de nu optræder som konger. - Foto: Jens Ulrich Pedersen

I to distrikter i Madrid er ligestillingen nået til de traditionelle juleoptog. Men også i andre spanske byer klæder kvinder sig ud som konger

Selvom julemanden vinder terræn i Spanien, er det fortsat den mest udbredte tradition, at det er de hellige tre konger, som kommer med gaver til børnene natten mellem den 5. og den 6. januar. Men i år vil nogle børn i Madrid nok spærre øjnene ekstra meget op, når de ser, at kongerne er blevet til dronninger.

To af bydelene i hovedstaden har nemlig besluttet, at der skal deltage kvinder i deres traditionelle juleoptog, og at én eller flere af kongerne kan blive erstattet af dronninger. San Blas og Puente de Vallecas, to distrikter med politisk flertal til venstre for midten, besluttede kort før jul, at juleoptogene skulle afspejle deres vilje til at indføre ligestilling på alle områder. Madrids overborgmester, Manuela Carmena, fra venstrekoalitionen Ahora Madrid, bakkede beslutningen op. Hun forklarede dog, at ”hensigten ikke er at ændre på den bibelske fortælling om de hellige tre konger”.

Men da havde sagen allerede rejst kritik.

”Juleoptogene er ikke stedet, hvor man skal stille krav om ligestilling. Det fører kun til, at børnene, de virkelige hovedpersoner, bliver forvirrede over at se dronninger i stedet for konger,” sagde Concepción Dancausas, den konservative centralregerings delegerede i Madrid, til radiostationen Cadena Cope.

Men Madrid er ikke ene om at have ”kvindelige” konger i juleoptogene. I Triana-bydelen i Sevilla har kvinder i flere år optrådt med skæg og paryk og krone. Her er det nemlig kutyme at trække lod om værdigheden blandt dem, mænd som kvinder, der ønsker at deltage i optogene.

I landsbyen Hospital de Órbigo i det nordlige Spanien er der endnu mere ”ligestilling”, for her vil alle kongerne i optoget den 5. januar være kvinder.

”Vi har den tradition, at de unge fra den årgang, der fylder 18 år, skal repræsentere kongerne. Og tilfældet ville, at der i landsbyen kun blev født pigebørn i 1998, så alle kongerne i 2016 vil være unge kvinder,” fortæller byens borgmester, Enrique Busto, til netavisen Salamanca 24 Horas.

Den katolske biskop i den nordlige by Santander, Manuel Sánchez Monge, mener, at ”det ikke spiller nogen rolle, om der er hellige konger eller hellige dronninger, fordi det ikke ændrer tingene”, omend han gerne ser, at ligestillingspolitikken bliver ført på andre områder.