Bortset fra sommertids forskydning af klokkeslættet på en time er der andre astronomiske faktorer, der betyder, at det almindelige havesolur ikke fungerer. Faktisk flyttes dagen omkring en halv time frem og tilbage i forhold til døgnet. Afvigelserne er størst først i november, hvor Solen kommer 16-17 minutter for tidligt i kulmination, og midt i februar, hvor den kommer 14-15 minutter for sent.
Jordens bane omkring Solen er ikke en pæn cirkel, og Jordens akse hælder. Det har betydning for, hvornår vi oplever Solens op- og nedgange. Ser vi på det forestående sommersolhverv, har det også konsekvenser. Umiddelbart skulle man tro, at årets tidligste solopgang og seneste solnedgang skulle falde på årets længste dag.
Vi bruger et middeldøgn på 24 timer, og på grund af ovenstående ”skævheder” i bane og aksehældning forskydes dagens timer inden for den faste 24-timers døgnrytme. Konsekvensen er, at vi oplever årets tidligste solopgang tre dage før og seneste solnedgang tre dage efter længste dag, der i år falder den 21. juni.
Denne dag opnår Solen sin højeste position på cirka 23 grad over ækvatorplanet klokken 18.38. Set fra Danmark befinder Solen sig på det tidspunkt dog cirka 25 grader over den sydvestlige horisont. Hvis man vil befinde sig lodret under Solen ved sommersolhverv, må man drage til det nordlige Cuba eller til det sydlige Florida. Her vil man denne dag ved middagstid se Solen kulminere i zenit omkring tidspunktet for sommersolhverv. Det skal sikkert fejres lokalt.
I den samme periode kan vi opleve, at aftenhimlen i vest præsenterer en smuk konstellation af de to klare planeter Venus og Jupiter og den tiltagende Måne, der passerer under planeterne den 20. juni. Hele foråret har vi set de to planeter nærme sig hinanden, og de er nu seks-syv grader fra hinanden.
Er det skyfrit om aftenen i dagene omkring den 30. juni, kan man opleve Venus og Jupiter stå mindre end en halv grad fra hinanden. Det er en speciel oplevelse at se to så klare objekter stå så tæt.
Inden da, den 28. juni, kan man omkring klokken 23 se et andet møde, idet Månen i de næste timer passerer Saturn. Som hovedregel kan man regne med, at Månen flytter sig sin egen diameter mod venstre i forhold til stjernehimlen.
Jordens bane er ellipseformet, og Solen befinder sig i det ene af baneellipsens brændpunkter. Det solnærmeste punkt i banen kaldes perihelium. Her er Jordens afstand til Solen kun 147,1 millioner kilometer, og det punkt i banen nås i begyndelsen af januar. Den største afstand, kaldet aphelium, befinder sig i den modsatte del af banen, hvor afstanden er 152,1 millioner kilometer - en forskel på fem millioner kilometer. Jorden passerer aphelium og er længst fra Solen om aftenen den 6. juli.
De lyse nætter er over os. Det er derfor kun de klareste objekter på nattehimlen, der markerer sig tydeligt. Ud over Månen og de omtalte planeter er det let at få øje på Arcturus og Spica i sydvest.
Arcturus er den klareste stjerne nord for ækvator og har en svag rødlig teint, mens Spica fremstår i et mere blåhvidt skær. Denne farveforskel hænger sammen med temperaturen i stjernernes øverste lag. I modsætning til vores umiddelbare fornemmelse af farve- og tem-peraturrelationen, hvor rødt står for varme og blåt for koldt, er det ofte omvendt i virkelighedens verden.
Tænk på en gammeldags kogeplade. Den første farve kogepladen får, når den bliver varm, er et rødligt skær. Fortsatte man opvarmningen, ville farven vandre gennem spektret via orange og gult og ende med at være hvidglødende - hvis den da ikke lige ville være smeltet. Heldigvis er der en grænse for, hvor meget energi der kan afsættes her.
Stjerners temperaturer ligger en del højere. Arcturus' overflade ligger tæt på 4000 grader celsius, Spicas er meget højere - nærmere 20.000 grader på overfladen. Til sammenligning ligger Solens overfladetemperatur på 5800 grader.
Under åben himmel kan man bruge Karlsvognen til at lokalisere de to stjerner. Fortsæt blot vognstangens buede form nedad mod horisonten. De to omtalte stjerner ligger smukt på denne linje.
Også Sommertrekanten, der, som kortet viser, ses i øst, kan nydes i sommernatten. Selvom Vega, Deneb og Altair er hovedstjerner i hver sit stjernebillede, fremstår de i den lyse sommernat som en markant figur, deraf dens navn.