Sproget er fuldt af kanoner

En kanon som denne ved Kastellet i København kan skyde, når trykket i udtalen ligger på anden stavelse. Men når trykket blot lægges på første stavelse, så er en kanon noget så fredeligt som en sang. Foto: Mads Jensen / Scanpix Denmark

Hvad er sammenhængen mellem flerstemmig sang, en liste over vigtige kunstneriske værker og en helvedesmaskine, der kan sprede død og ulykke, spørger Johannes Nørregaard Frandsen og svarer selv

Mester Jacob, mester Jacob. Sover du, sover du? Hører du ej klokken, hører du ej klokken? Bim-bam-bum, bim-bam-bum.

Den kender de fleste danske børn, ja, europæiske børn, verdens børn, for sangen, der har sit udgangspunkt i Frankrig omkring år 1800 og vist handler om en munk, der har sovet over sig og glemt morgenbønnen, er i dag kendt på mange sprog over hele verden. Den tyske komponist Gustav Mahler bruger melodien og motivet i sin første symfoni, den såkaldte Titan-symfoni.

”Mester Jacob” er en kanon, der kan defineres som et flerstemmigt musikstykke, hvor de enkelte stemmer gentager den samme melodi forskudt efter tur.

Der er mange kanoner, som forfatteren Wenzel Andreasen har gjort mig opmærksom på. En kanon kan skyde, når trykket i udtalen ligger på anden stavelse. Men når trykket blot lægges på første stavelse, så er en kanon noget så fredeligt som en sang. Jeg kan ikke huske, om daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) brød ud i sang, da han i 2004 lancerede begrebet om kanoner for kunstarterne og siden lod forme en kanon for hver af de skønne kunstarter. Måske sang ministeren ikke, men debatten var i hvert fald, flerstemmig og de samme melodier blev gentaget igen og igen. Nu har siddende kulturminister, Bertel Haarder (V), adviseret, at han går efter en større kanon, så nu køres kanonerne snart i stilling igen.

Hvad er sammenhængen mellem flerstemmig sang, en liste over vigtige kunstneriske værker og en helvedesmaskine, der kan sprede død og ulykke med granater af sit lange rør? Det bliver ikke mindre kompliceret af, at de tekster, som er medtaget i henholdsvis Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, også kaldes for den hellige skrifts kanoniske bøger?

Ordet kanon kommer fra det latinske canon eller canne, der så igen har rod i det græske kann. Det betød oprindeligt på græsk et rør eller en stav. Efterhånden danner der sig imidlertid en bibetydning, formentlig fordi rør eller stave kunne bruges til at sætte mærker på, når man målte op. Ud af det udvikles bibetydningen rettesnor, forskrift eller regel sig. Begge betydninger, både røret og rettesnor, bevares, derfor kan en kanon både skyde som et rør og danne forskrift for udvalget af fastholdelige litterære værker af høj kvalitet.

Når de bibelske skrifter kaldes kanoniske, så ligger der en dobbeltbetydning, for de er både udvalgt efter en rettesnor, og de danner norm og regel for kirkens tro, lære og liv. I den katolske kirke indgår kanon som kirkelig forskrift efter konciliebeslutninger, så her er kanon lig med en kirkelig retsregel.

Det er altså ikke ren spøg, når borgerlige ministre som Mikkelsen og Haarder vil have kanoner ind til forsvar for kulturarven. Der skal rettesnore til, hvad jeg for så vidt ikke er uenig i, men faren for tom buldren og løs krudt er til stede, når der skal kanoniseres.

For resten kommer ord som kanyle og kanal af samme ordstamme. Endnu sjovere er det, at kanel, altså krydderiet, også er herfra. Kanel, der er barken af en busk fra Mellemøsten og Asien, er et af de ældste krydderier, vi kender. Det optræder i Bibelens kanoniske skrifter. Men navnet skyldes dog, at barken er rullet i rør. Sådan fyrer sproget undertiden kanonen af i overraskende retninger. Og det er jo bare kanon, som det hedder i moderne jargon!