Digteren Johannes Jørgensen skriver et sted i sin oversættelse fra 1924 af den italienske kollega Giovanni Pascoli: Vil Du ej længer vandre med Guds glade/ og fattige Venner, men have Stav og Pung/ og Sko og Penge, blive træls og tung?
Digterens spørgsmål er, om du vil fravælge det frie liv og i stedet vælge det materielt rige, hvor din krop og dit sind bliver tynget af sorger og besværet af vellevned? Eller du altså vil leve befriet for alt det, hvis du vælger friheden som Guds discipel på vandring og pilgrimsfærd?
Nå, det var ikke for at spolere julens behagelige overdådighed og frås, men for at indkredse det dejlige ord træls, som Jørgensen her anvender.
Regnvejr er træls, især når man skal cykle på arbejde. Mørket og vintermulmet er træls. For høje priser op til jul er træls. Der er meget, der er træls og øv og bare så irriterende. Ordet træls betyder det samme, som at noget er forbundet med ubehag, irritation, besvær, anstrengelse, ensformighed. Der er for eksempel mange, der synes, at det er et træls stykke arbejde at smøre madpakker. Det er et eksempel, den danske ordbog trækker frem.
Ordbøgerne peger også på, at det er mest træls i Jylland, altså forstået på den måde, at ordet især indgår i jyske tungemål. Det er utvivlsomt rigtigt, at i vore dage er det blevet et jysk ord og udtryk. Det er måske lidt træls, for det er et godt ord, synes jeg, med stor forklaringskraft, for det skal jo udtales med passende langt æ , så det kan høres at det godt nok er træææls, det her møgarbejde.
Det fremgår også af nogle ordbøger, at træls er et såkaldte ubøjeligt adjektiv. Det kan altså kun hedde træls, ikke gradbøjes til trælsere og trælsest. Det er der nu mange jyder, der blæser en hatfuld, jeg har ofte hørt, at noget var blevet trælsere her på det seneste. Formuleringer som ”det er da det trælseste, jeg har set”, høres også på de jyske stepper, skulle jeg hilse og sige.
Det er nok i og med det 20. århundrede eller i hvert fald i nyere tid, at træls er blevet jysk. Tidligere kunne sjællændere, københavnere og fynboer også se det trælse. Ordbog over det danske Sprog citerer eksempelvis Georg Brandes for den flotte formulering, at noget, nemlig dårlig litteratur, hører til det enstonigt Trælse. Men efterhånden er det altså ikke længere træls på øerne, så jyderne står tilbage med evnen til at udtrykke det. Det er ikke så træls.
Spor af ordet kan i øvrigt findes tilbage i sprogets historie, tilbage til oldnordisk og norrønt, og på islandsk er der stadig et ord, som hedder – her i fordansket skrivemåde – (s)frællefærd – og som betyder tungt føre, altså træls færd. På ældre bornholmsk var udtrykket trælevei, der på samme måde betød besværlig vej. På ældre fynsk kunne man tale om et stakkels træls, og så mente man et gammelt, udslidt menneske. Livet og livets veje kunne i den grad også være trælse i fortiden. Det muntre og dermed ikke så trælse ved ordet er, at vi efter al sandsynlighed kender dets oprindelse. Det er nemlig formentlig en genitiv, altså ejefald, af ordet træl. Så når vi siger, at noget er træls, så mener vi, at det er ligesom en slaves vilkår. Det er da (ikke) træls. For resten kommer ordet træl af et oldnordisk ord for løbe. Trælle skulle løbe for deres herrer, skulle de. I dag er vi trælle af det overdådige forbrug. Det er også lidt træls.