Dronningen præsenterer sit tredje julemærke

150 år efter Julemærkets skabers fødsel præsenterer Dronningen årets julemærke, som hun har tegnet.

Dronning Margrethe, årets kunstner bag Julemærket 2015, og protektor kronprinsesse Mary var tilstede ved offentlig-gørelsen af Julemærket 2015 i går på Københavns Rådhus. -
Dronning Margrethe, årets kunstner bag Julemærket 2015, og protektor kronprinsesse Mary var tilstede ved offentlig-gørelsen af Julemærket 2015 i går på Københavns Rådhus. - . Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2015.

/ritzau/

Årets julemærke blev i går præsenteret af kunstneren bag, H.M. dronning Margrethe, og Julemærkehjemmenes protektor, H.K.H. kronprinsesse Mary.

Julemærket er den største indtægtskilde til Julemærkehjemmene, der hvert år har 750 børn midlertidigt boende, mens de får hjælp med at tackle problemer som mobning, ensomhed og lavt selvværd.

Det er tredje gang, at Dronningen tegner årets julemærke, der skifter motiv hvert år. Første gang var i 1970, hvor hun som tronfølger debuterede som kunstner bag mærket. Siden da tegnede hun motivet til julemærket nummer 100 i 2003.

Mærkets motiv i år er en vinterdag, hvor børn leger under en række hvide fugle, der svæver på en lyseblå baggrund.

Årets mærke markerer 150-året for fødslen af julemærkets skaber, Einer Holbøll. Siden det første julemærke kom på gaden i 1904, har det været en fast juletradition til støtte for udsatte børn i Danmark.

I anledning af de 150 år er der lavet et særark til minde om Einer Holbøll.

Julemærket er den største indtægtskilde for de fire julemærkehjem, der årligt henter fem procent af deres indtægter i tilskud fra staten, mens resten er indsamlede midler.

Julemærkerne kan købes landet over fra torsdag. I år er det også muligt at købe e-julemærker, der gør det muligt at sende e-mails med mærker med forskellige motiver tegnet af børn på Julemærkehjemmene i et år.