Du milde kineser eller du store kineser! Det var udtryk, der var ret almindelige for nogle årtier siden, og jeg har bemærket, det stadig findes i brug. Det udtrykker forbløffelse eller stor forundring, ligesom: Jamen, er det dig!
Der er en række af den slags udtryk i sproget. Hillemænd! eller Splitte mine bramsejl! eller Hold da kæft, er klokken så mange!
Udtrykket du store kineser eller du milde kineser er formentlig opstået i begyndelsen af 1800-tallet. I hvert fald anvender flere af guldalderens forfattere det, herunder både H.C. Andersen, Grundtvig og Johan Ludvig Heiberg. Hans hustru, Johanne Louise Heiberg, bruger udtrykket, som det er opstået, og som det blev anvendt dengang, nemlig som besværgelsen Du store kinesiske gud! Det skal udtrykke stor forbløffelse.
Men hvad er nu det for en stor, kinesisk gud, der påkaldes? For at forstå det, skal man nok forstå den status, Kina og alt, hvad der var kinesisk, havde i Europa og herunder i Danmark i begyndelsen og midten af 1800-tallet. Det var et kejserrige, der lå så langt væk, at næsten ingen havde været der. Det lå for enden af den såkaldte Silkevej. Det var de mest forunderlige ting, der kom derudefra af både silkestoffer, krydderier og – især – sære historier.
Kejserriget var så stort og strakte sig så langt, at ingen, ikke engang gartneren selv, vidste enden på det! – For nu at citere lidt skjult fra H.C. Andersen og ”Nattergalen”. Kina var en forestilling snarere end et konkret sted. Drømmenes fantasirige! Omme på den anden side af Jorden, hvor de gik med hovedet nedad. Og gravede man lige tværs igennem Jorden, så dukkede man op – eller rettere ned! – hos kineserne.
Dette mærkelige og fuldstændigt eksotiske sted gav farve til mange historier og myter og til elementer i sproget. Ordbog over det danske Sprog, der første gang udkom i 1800-tallet, beretter, at adjektivet kinesisk selvfølgelig betyder noget, der stammer fra eller er forbundet med Kina. Men adjektivet kan også betyde at noget er stift, gammeldags, forældet, ubøjeligt, bagvendt, indviklet og fyldt så meget af tradition og ceremoni, at det ikke virker efter hensigten.
Prøv lige at genlæse ”Nattergalen” samt ”Hyrdinden og Skor-steensfeieren” af H.C. Andersen. Så skal I bare se løjer! Det er den betydning, Andersen ligger i sine kinesiske eventyr. Kineserier, der jo er et substantiv, betød og kan stadig betyde noget besværligt og umuligt eller noget hokuspokus, hvor man tager fusen på hinanden.
Ordet er vel i rigt mål erstattet af et ord som bureaukratisering eller djøf’isering. Skal man sige moderne vittigheder om djøf’erne, altså de moderne embedsmænd, så læs lige Andersen om kejserens fine cavaleer, der er så kinesisk og fin, at han ikke kan sige andet end ”P”!
Et almindeligt engelsk ord for porcelæn er jo i øvrigt China, som både referer til at porcelænet kommer der ude fra det store rige i midten, men også til, at det er skørt.
Det vil ikke være passende i dag med den udveksling, vi har med Kina, at opretholde den gamle betydning af kinesisk i daglig tale! Det vil endda være helt kinesisk! Men derfor er det da morsomt alligevel, at du milde kineser påkalder sig det mest fremmede, man engang næsten kunne forestille sig.