Årets første måned, januar, er opkaldt efter den romerske gud Janus, der havde to ansigter og derfor evnede at se både bagud og fremad. Bagud, så der kunne reflekteres over begivenheder i det forgangne år, og samtidig skue fremad.
Den tidligste romerske kalender havde kun 10 måneder af cirka 30 dage, der kun dækkede 304 af årets dage. Denne kalender startede, som mange andre steder, ved forårs jævndøgn. Året startede med marts og løb frem til december. De fire første måneder var relateret til de klassiske guder og bar navnene Martius, Aprilis, Maius og Junius. De sidste seks måneder var blot nummererede med latinske navne fra fem til ti, hvilket også afspejlede deres position i året. De sidste 61 dage henlå som en slags vinterpause.
Allerede et halvt århundrede efter at Romulus, Roms grundlægger, havde indført denne kalender, tilføjede Kong Numa, der fulgte efter Romulus, to ekstra måneder, Februarius og Januarius ved årets afslutning – muligvis i nævnte rækkefølge, så Janus’ måned havde en relevant plads. De byttede dog senere plads. Året fik derved en længde på 355 dage, så der måtte skudmåneder til.
At vi overhovedet har inddelt året i måneder hænger sammen med Månens fasecyklus – og formentlig også, fordi mennesket har brug for en kortere periode at overskue.
Betegnelsen ”måned” er tydeligvis relateret til Månen, hvis fasecyklus i gennemsnit har en varighed på 29,53 døgn. Det er desværre ikke en pæn brøkdel af solårets længde på 365,24 dage. 12 måne-måneder giver kun godt og vel 354 dage, 11 dage for lidt. Men ved systematisk at indsætte en 13. måned, kunne man komme tæt på solårets længde. Det var i tidligere kulturer ofte det astronomikyndige præsteskab, der bestemte, hvornår der var behov for denne indsættelse, så kalenderen nogenlunde kunne holde trit med årstidernes cyklus. Det var ikke en romersk opfindelse, idet man i Mesopotamiens tidlige kulturer allerede arbejdede med denne løsning i de såkaldte luni-solar-kalendere.
En endnu kortere inddeling er vores syv-dages uge, der kører helt uafhængigt af år og måneder. Det er også en meget gammel ordning, der kan spores tilbage til sumererne.
Ugedagenes navne er en interessant historie, hvor de syv synlige himmellegemer senere kom til at spille en afgørende rolle. Ugedagenes rækkefølge hænger dybest set sammen med et geocentrisk verdensbillede, hvor Saturn var betragtet som den øverste og ypperste, formentlig fordi den bevægede sig majestætisk langsomt. Rækkefølgen passer dog ikke direkte, men systemet afslører sig via timerytmen i mange bedekalendere fra middelalderen.
Starter man med Saturn, der har givet navn til lørdag (Saturday), så var den første time den dag himmelguden Saturns time. Når man havde brugt de syv himmelguder, måtte man igen tildele Saturn æren i døgnets 8. time, og igen i 15. og 22. time. Den 23. tilhørte så Jupiter, der var den næstyderste i det gamle verdensbillede. Den 24. time tilhørte så Mars. Timen efter svarer til den første time næste dag og tilhører derfor Solen, der er det næste himmellegeme i det geocentriske verdensbillede. Derfor kommer søndag (Solens dag) efter Saturns dag og så videre hele ugen igennem. Dog skal vi til andre europæiske sprog for at finde relationen mellem planeter og ugedagenes navne. Men der er tydeligvis et astrologisk aspekt.
Ugen er sandsynligvis en kulturel og ikke en astronomisk betinget opfindelse. Denne relation kommer først ind i billedet senere. Der er mange forslag til denne for mennesket overskuelige cyklus. Om det har at gøre med grænsen for menneskets evne til at overskue en mængde uden opdeling, eller om det skyldes, at syv er det første tal, der ikke går op i 60 (sumerernes geniale talsystem), er usikkert.
Vi kender til biodynamiske rytmer. De fleste af os kender til døgnrytmen og jetlag ved rejser gennem tidszoner. Nogle forskere mener, at vi også har en cirka syv-dages rytme, en ”circaseptan” biologisk cyklus. Hvis det er tilfældet, kan det vel ikke helt afvises, at der kan være en relation til Skabelsesberetningen.
Men der er flere forslag til, hvorfor syvdagesugen har været så populær, at sumerernes idé med denne tidscyklus har erobret næsten hele verden – trods mange forsøg på at skabe andre løsninger.
Ved mørkets frembrud kan man, som det fremgår af kortet, se Venus og Mars i sydvest. Planeten Venus har i den næste måned sin største klarhed, der langt overgår, hvad Mars kan tilbyde. Men Mars er også længere væk. Disse planeter kan vi heldigvis nyde synet af længe endnu.
For de morgenfriske står Jupiter højt i syd, og hvis det er skyfrit i morgen ved seks-tiden, vil man også se den aftagende Måne stå lige over Jupiter. Lige under de to ses desuden den klare stjerne Spica i stjernebilledet Jomfruen.
Ved syv-tiden dukker Saturn op ved den sydøstlige horisont og lidt senere den solnære planet Merkur til venstre for Saturn.
Bjørn Franck Jørgensen er tidligere direktør for Tycho Brahe Planetariet i København.