En varm amerikansk nydelse trøstede under 30'ernes depression

Den uimodståelige chokoladespækkede småkage blev hurtigt en sensation i 30'ernes USA, hvor den var den perfekte modvægt til den trøstesløse elendighed, som den store økonomiske depression havde ført med sig

En varm amerikansk nydelse trøstede under 30'ernes depression
Foto: Ogg, Heather.

Hvis der fandtes helgenkåringer for bagere, ville særligt én amerikansk kvinde kandidere til en kanonisering, skrev avisen New York Times i en artikel for et par år siden. Hun opfylder de fleste krav: Hun er død. Hun udviste heroisk godhed. Kulte er opstået omkring hendes arbejde. Og hendes opfindelse opfattes af mange mennesker som et decideret mirakel.

Kvinden, der er tale om, hed Ruth Graves Wakefield, og hendes bidrag til den kulinariske verdensarv er opfindelsen af ”chocolate chip cookies” (småkager med chokoladestykker). Sammen med sin mand, Kenneth, ejede Ruth Graves Wakefield i 1930'erne den populære restaurant Toll House Inn i Whitman i den nordøstlige delstat Massachusetts, og i 1938 indeholdt anden udgave af hendes kogebog, ”Toll House Tried and True Recipes”, en opskrift på en småkage ved navn ”Toll House Chocolate Crunch Cookie”.

Den uimodståelige chokoladespækkede småkage blev hurtigt en sensation i USA, hvor den var den perfekte modvægt til den trøstesløse elendighed, som den store økonomiske depression i begyndelsen af 1930'erne havde ført med sig. Under Anden Verdenskrig modtog udsendte amerikanske soldater fra Massachusetts småkagerne i de omsorgspakker, som de fik tilsendt hjemmefra. En amerikansk klassiker var født.

Den originale opskrift på det, som siden da har været kendt som chocolate chip cookies, har ændret sig over årene, og tusindvis af andre versioner er kommet til..

Når en chocolate chip cookie lige er kommet ud af ovnen, er det næsten lige meget, om den er lavet med billig eller dyr chokolade, smør eller margarine. Selv en halvdårlig af slagsen er god, når den er varm. Men når den er kølet af, viser det sig, at ikke alle opskrifter er skabt lige. Jeg har prøvet mange af slagsen, men den, som følger her, er en favorit. Opskriften producerer fuldendte chocolate chip cookies: tykke, sprøde i overfladen, bløde indeni og tætpakket med chokoladebidder. Et drys flaget havsalt på toppen er den perfekte afslutning. Det kan anbefales at gøre, som generationer af amerikanske børn har lært det, og nyde småkagerne med et glas iskold mælk. Kaffe, te eller endda whisky fungerer også fint.