Er der forskel på at sige god påske og glædelig påske?

Her op til påske vil mange af os høre andre sige enten god påske eller glædelig påske, og vi vil sandsynligvis også selv sige det ene eller det andet. Men hvad er mest rigtigt at sige?

En undersøgelse blandt læserne af Kristeligt Dagblads hjemmeside tyder på, at de fleste siger ”god påske”. –
En undersøgelse blandt læserne af Kristeligt Dagblads hjemmeside tyder på, at de fleste siger ”god påske”. –. Foto: .

Her op til påske vil mange af os høre andre sige enten god påske eller glædelig påske, og vi vil sandsynligvis også selv sige det ene eller det andet.

Det har fået redaktionen på Kristeligt Dagblad til at tænke over, om der mon er nogen forskel på at sige god påske og glædelig påske? Og er det ene mere rigtigt end det andet?

Man kan sige begge dele

En opringning til Sprognævnet gav ikke noget svar på de spørgsmål. Sprognævnet oplyser dog, at man kan sige begge dele.

Biskop over Ribe Stift Elisabeth Dons Christensen har i tidens løb hørt rigtig mange mennesker sige både god påske og glædelig påske.

Hun understreger, at hun ikke vil være smagsdommer, og at man kan sige begge dele. Hun mener dog, at der ligger forskellige betydninger i, om man siger god påske eller glædelig påske.

Med glædelig påske tænker man på opstandelsen og pointerer, at det er festen, et nyt liv og et nyt håb, som vi lykønsker hinanden med. Det kan man gøre endnu tydeligere ved at sige glædelig påskefest, så har man fået alle betydninger med.

Hvis man siger god påske hentyder man måske mere til dagene omkring påske. God påske er almindelig sprogbrug, og så har vi ikke taget munden for fuld, siger Elisabeth Dons Christensen.

Hun siger i øvrigt selv glædelig påske til de mennesker, hun møder i påsken.

Der findes, så vidt bagsideredaktionen ved, ingen statistik for, om det er mest almindeligt at sige god påske eller glædelig påske, men en fuldstændig uvidenskablig undersøgelse blandt læserne af Kristeligt Dagblads hjemmeside tyder på, at de fleste vælger at sige god påske.

Vi har spurgt læserne: Siger du god påske eller glædelig påske?

113 har stemt, og af dem siger 70 procent god påske, 25 procent siger glædelig påske, og fem procent siger ingen af delene.