Lene Toft Kamla fra Kastrup har fremsendt et ord til opklaring, som jeg er nødt til at lægge på stegepanden. Lene Toft fortæller, at hendes bedstefar, der var født nær Tørring i 1874, altid, når der var frikadeller på bordet, sagde: Ah, vi skal have pikkelduser! Det er et morsomt ord og et skægt udtryk for frikadeller, som jeg i øvrigt er ret sikker på, jeg har hørt før, men jeg ved ikke hvor.
Frikadeller er sammen med stegt flæsk noget af den danskeste ret, vi har. Skægt nok er ordet frikadeller af fransk oprindelse. I hvert fald vandrede fricandelles, der er beslægtet med frikandeau og frikassé, fra fransk til dansk så tidligt som i første halvdel af 1700-tallet. Dermed var frikadellens flugt over plankeværket til vore breddegrader fuldbyrdet. Den lille, stegte bolle af kødfars, gris eller kalv, blev dansk. Den er i dag så dansk, at den kan bruges i ironien, både om sære frisurer og om dårlige, selvfede skuespillere eller sangere, der kan kaldes frikadeller. Det kan også hedde at lave en frikadelle, hvis man dummer sig gevaldigt.
Nu håber jeg ikke, jeg selv bliver en frikadelle, hvis jeg slår en skæver her. Jeg må i gang med opgaven, for den sproglige fars er rørt. Jeg har søgt efter pikkelduser uden at finde dem i noget opslag. Så nu kalder jeg de gode læsere ind. Er der blandt jer nogle, som kender eller har hørt ordet?
Jeg har ikke fundet det, men måske er der spor. Ordet pikkel betyder normalt en pig eller en spids, der eksempelvis sidder i toppen af en såkaldt pikkelhue. Sådanne pikkelhuer har vi set i tv-dramaserien ”1864”, hvor preussiske officerer bærer dem, men sådanne huer bar danske politifolk eller gendarmer også i 1800-tallet. Jeg ved ikke, hvorfor de skulle ligne enhjørninger, men piklen så vel flot og lidt skræmmende ud. Så ordet pikkel har rod i en tysk hue.
Det førte ikke just til spiselige frikadeller. Men der dukker andre interessante udgangspunkter op, når man leder og søger i gamle bøger. Der er - eller var - nemlig et nu længst forældet substantiv: en pikkelhering. Sådan en karl skriver Holberg om, og hos ham er det et skældsord for et gammelt, surt fjols af Hieronimus-typen. En pikkelhering fandtes på mange sprog, på hollandsk hed det eksempelvis en pekelharing. På alle sprog var det en sur stodder, en naragtig person eller en nasseprins. Ordbog over det danske Sprog anfører, at sådan en pikkelhering kunne være en komisk figur i visse ældre, tyske og nederlandske skuespil. Figuren var lystig eller naragtig, lidt ligesom Harlekin, men nærmere den tyske figur Hans Wurst, der optræder mange steder i tysk folkeligt teater fra 16-1700-tallet. Hans Wurst kan oversættes med Pølsehans, en fyr der tigger pølse, altså en snyltegæst.
En pikkelhering kan altså bruges ironisk, men er - eller var - faktisk i sin grundbetydning en sild, der er nedlagt i lage eller saltet.
Dermed har vi fat i et virkeligt dansk klenodie, for silden, spegesilden, var et centralt fødeemne for danskere engang. Ordet hering kender vi fra engelsk, hvor det simpelthen er en sild. Ordet pikkel kender vi også fra en hel anden sammenhæng, nemlig som det oprindeligt engelske, men nu også danske ord pickles.
Jeg gad nok vide, om der er en gastronomisk sammenhæng her mellem pikkelduser og så det, at man skal salte og krydre frikadeller godt, for at smagen bliver god?