Fremtidens familiehus er bygget i miljøets ånd

I Nyborg ligger et hus bygget efter målsætningen om at udlede mindst muligt CO2. Her bor Pia Kondrup og hendes familie. I huset behøver de aldrig lufte ud, og bruseren kommer med buh-råb, når de bruger for meget vand

Pia Kondrup har altid været miljøbevidst, og familien har én bil og en elcykel i stedet for to biler.
Pia Kondrup har altid været miljøbevidst, og familien har én bil og en elcykel i stedet for to biler. Foto: Claus Fisker.

Som en lille hvid sukkerknald, der har fået skåret toppen af, ligger Danmarks formentlig mest miljøvenlige typehus på en stille parcelhusvej i et nybyggerkvarter i Nyborg. Dets eksistens vidner om en fremtid, hvor mulighederne for at sammentænke bæredygtighed, miljø og moderne husbyggeri synes uendelige.

Det 157 kvadratmeter store hus, der ligger placeret på en 1000 kvadratmeter stor grund, er resultatet af et større projekt, som Realdania Byg har stået bag. Inden CO2-minitypehuset skød frem, blev der således bygget fem andre typehuse, der på hver deres måde skulle vise, hvordan man i løbet af en bygnings levetid udleder mindst mulig CO2.

Med det første hus, ”Upcycle House”, var målet at undersøge, hvor meget CO2, man kunne spare ved opførelsen af et hus, når man udelukkende byggede af genbrugsmaterialer. Ved blandt andet at lave den bærende konstruktion af to gamle skibscontainere lykkedes det at spare 85 procent CO2 sammenlignet med, hvad et traditionelt typehus ville kræve.

Hus nummer to og tre er såkaldte ”vedligeholdelsesfrie huse”, som ved hjælp af forskellige metoder og materialer skulle kunne stå uden videre vedligeholdelse i 150 år.

Fjerde hus hedder ”Det foranderlige hus”. Her er der taget højde for, at et hus i løbet af sin levetid traditionelt oplever mange ombygninger, hvilket i sig selv er CO2-krævende. Men med løsninger bestående af blandt andet skydevægge og flytbare facadevægge har man forsøgt at komme behovet for om- og tilbygninger i møde. Det sidste hus kaldes ”Kvotehuset”, og her har beboerne hovedrollen, idet de via forskellige tiltag har muligheden for at mindske deres daglige CO2-forbrug og således bo mere miljøvenligt.

Efter opførelsen af de fem huse blev der udskrevet en konkurrence, hvis formål var at få bygget et sjette hus, hvorfra man tog alt det bedste fra de fem huse og opførte et CO2-typehus, der miljømæssigt var så optimalt som muligt.

Benée Huse vandt konkurrencen, og sidste efterår, da huset blev udbudt til salg, flyttede Pia Kondrup, hendes mand og deres to små børn ind i huset.

Når man træder indenfor i det nybyggede hus, er det første, man bemærker, lyset. Et kig ned ad den lange gang, der slutter ved spisestuen, røber, at her er et hus, hvor det aldrig er nødvendigt at have elektrisk lys tændt i dagtimerne. Loftvinduer i huset skaber et naturligt lys, og i alle rum er de traditionelle vinduer byttet ud med store glasdørspartier, som sørger for ekstra meget lys og for, at man kan bruge rummet fleksibelt. Flere af væggene i huset kan skubbes, så man kan ændre på rummenes størrelse, og loftet er lavet af et genbrugsmateriale, som skaber et godt indeklima og en god akustik.

”Vi behøver aldrig lufte ud, og åbner vi en dør eller et vindue, slår ventilationen automatisk fra,” siger 30-årige Pia Kondrup, der pendler til jobbet som opsparingsrådgiver i København.

Da hun og familien flyttede ind i huset i oktober sidste år, syntes en del af deres omgangskreds, at købet lød lige alternativt nok.

”De havde hørt om de første fem huse her på vejen, hvor der i nogle af dem var nogle meget alternative tiltag. Blandt andet i 'Genbrugshuset', hvor en af væggene er lavet af tomme eddikedunke. Men vi synes ikke, at vores hus er specielt alternativt, og vi er blevet meget gladere for at bo her, end vi egentlig havde forestillet os, vi ville blive,” siger Pia Kondrup.

Som beboere i huset har familien Kondrup selv stor indflydelse på, hvor CO2-besparende de ønsker at leve. Mange af de elektriske installationer kan indstilles til at slukke og tænde på bestemte tidspunkter. For eksempel går fjernsynet altid på standby om natten, og da Pia Kondrup viser ud i køkkenet siger hun:

”Så, nu slukker kaffemaskinen helt om et kort øjeblik.”

Og ganske rigtigt. Et minuts tid senere er den gået på standby.

Pia Kondrup har altid selv været miljøbevidst, dog uden at være fanatisk, påpeger hun. Hun og familien køber mange varer økologisk, de har én bil og en el-cykel i stedet for to biler, og de bruger ikke produkter, der indeholder parfume. Og når man bor i et CO2-venligt hus, bliver man også automatisk mere opmærksom på at spare og tage hensyn til miljøet.

”Jeg har for eksempel næsten aldrig emhætten tændt. Den er dyr i brug, og loftvinduet i køkkenet sørger for, at madosen ikke ryger videre rundt i huset, men udledes der,” siger Pia Kondrup.

I familien er der også gået konkurrence i at spare. På badeværelset er der således monteret en lille interaktiv computer på bruserarmaturet. Hvert familiemedlem har sin egen lille figur, for eksempel en fisk eller en søstjerne, som der trykkes på, hver gang de skal i bad. Imens man står under de varme stråler, måler computeren, hvor meget vand, der bliver brugt, og på den måde kan far, mor og de to børn sammenligne og se, hvem der formår at bruge mindst vand, når de bader.

Under badningen kan ansigtet af en ellers glad smiley nemt forvandles til en mindre tilfreds en af slagsen med mundvigene nedad, der kommer med ”buh-lyde”. Det sker, hvis vandet løber for længe.

Selvom Pia Kondrup og familien er glade for at bo i det miljøvenlige hus og sagtens kan se sig selv bo der hele livet, er der dog også ulemper ved at bo i det CO2-venlige hus.

”Det tager rigtig lang tid at opdatere hele det elektroniske system, som det skal indimellem. For hver stikkontakt i huset tager det for eksempel 20 minutter, og det er lang tid at bruge, hvor man imens ikke har mulighed for at benytte sig af strømmen. Og så er der materialer, som kan være svære at få fat i, og som er dyre, fordi det ikke er de gængse. Vores skur har vi for eksempel betalt dobbelt så meget for, som vi ellers skulle have gjort, hvis vi havde brugt helt almindelige materialer. Men det skulle selvfølgelig gerne passe til resten af huset,” siger Pia Kondrup.

Døre er erstattet af vinduer i husets facade, så mest muligt naturligt lys kan lukkes ind. -
Døre er erstattet af vinduer i husets facade, så mest muligt naturligt lys kan lukkes ind. - Foto: Claus Fisker/Scanpix
På bruserens armatur har hvert familiemedlem en figur, der viser, hvor meget vand de bruger på et bad. Bruges der for meget, bliver smileyen sur. -
På bruserens armatur har hvert familiemedlem en figur, der viser, hvor meget vand de bruger på et bad. Bruges der for meget, bliver smileyen sur. - Foto: Claus Fisker/Scanpix