Danmarks mindste frø, løvfrøen, kan i denne tid høres ved vandhuller og i skovbrynet, hvor hannerne er begyndt at kvække. Den har overvintret i huller i jorden og i træer, under visne blade og i sprækker i murværk og stengærder, men nu er den begyndt at røre på sig.
Det lille grønne dyr har sugeskiver på fingre og tåspidser, og derfor kan den, som den eneste danske frø, klatre i træer. Men det er ikke den eneste særlige egenskab, som løvfrøen besidder.
Den er nemlig også i stand til at tilpasse sin farve efter omgivelserne, så den kan blive brunlig, gullig og sågar blålig. Det kan lade sig gøre, fordi farvelegemerne i løvfrøens hud gør den lysere, når den trækker sig sammen, og mørkere, når den udvider sig. Denne evne til at camouflere sig er løvfrøens bedste forsvar mod sine fjender.
Trods den lille størrelse på kun fire centimeter har frøen en stemme med en kraftig og skrattende lyd. Især i yngletiden har hannen en veludviklet kvækkepose, så i denne tid kan det larmende kor høres ved vandhullerne efter solnedgang. Løvfrøen lægger æg i maj og juni, og antallet varierer fra 160 til 1100 æg. Fra midten af juli til midt i august forvandler haletudserne sig til frøer og går i land.
Bestanden af løvfrøen har været gået meget tilbage, og den har været forsvundet fra 97 procent af de vandhuller, hvor den fandtes i 1950. Men den tilbagegang er blevet stoppet, og den samlede danske bestand er nu på vej frem, skriver Naturstyrelsen på sin hjemmeside.