Fugle kender ingen grænser

Fugle flytter sig efter, hvor omkostningerne ved at leve er mest fordelagtige. Og i øjeblikket vælter det stadig ind over de danske grænser - nordfra.

De arktiske snespurve er nogle af de trækfugle, der i øjeblikket kan opleves i Danmark.
De arktiske snespurve er nogle af de trækfugle, der i øjeblikket kan opleves i Danmark. . Foto: Johnny Madsen/Biofoto/Scanpix.

Der har eksisteret bekvemmelighedsflygtninge, så længe der har eksisteret fugle. For fugle kender ingen grænser og flytter sig efter, hvor omkostningerne ved at leve er mest fordelagtige. Og i øjeblikket vælter det stadig ind over de danske grænser - nordfra.

Det fortæller naturvejlederen Jens Kofoed, der er tilknyttet oplevelsescentret NaturBornholm:

”De fleste fugle er trækfugle, og selvom man kan se allerflest trækfugle herhjemme i september og oktober, får vi stadig mange nordiske gæster - især råger og alliker. De kommer fra både Norge, Sverige, Finland og Rusland. Og i dag så jeg for eksempel en flok arktiske snespurve, der lignede en snebyge med deres fine hvide farve,” siger Jens Kofoed og tilføjer:

”Fugle hører ikke hjemme i et bestemt land, men der, hvor de har det bedst. Herhjemme betragter vi for eksempel nattergalen som en typisk dansk fugl, men i øjeblikket krydser den ækvator for at søge mod Sydafrika. Og den vender først tilbage til Danmark til maj, så den befinder sig flere måneder om året i Afrika end i Danmark.”

Ligesom de migranter, man hører om i fjernsynet, findes der faktisk også voksne fugle, der flytter land, inden de får ”familiesammenføring”.

”Det gælder blandt andre visse arter af vadefugle, der har delt opgaver og fødeudbud mellem sig. Hun lægger æg, han ruger ud, og ungerne æder sig store selv, så det giver tre 'efterårstrækbølger' fra den korte arktiske sommer med første bølge omkring sankthans. For de yngler i meget golde og kolde områder, hvor der kun er lidt føde,” forklarer han og tilføjer, at fugle også søger efter de bedste livsbetingelser for dem selv.

De såkaldte invasionsfugle går derfor målrettet efter områder, hvor der er føde i overflod.