Gradbøjninger kan være slemme knaster at få høvlen i! Jeg tænker her på adjektiver, der lader sig bøje i positiv, komparativ og superlativ. Nogle går efter en regelmæssig bøjning, som når det hedder langsom, langsommere, langsomst. Andre bøjes med hjælpeord som snavset, mere snavset, mest snavset. Det gælder lange adjektiver, adjektiver, der ender på -et, og de såkaldte participier. Det ville da også være svært at sige snavset, snavsettere, snavsest, ikke sandt? Endelig er der de adjektiver, der er uregelmæssigt bøjede som stor, større, størst eller gammel, ældre, ældst eller ung, yngre, yngst.
Det er godt, man har lært det fra barnsben. Ellers er det svært, hvad udlændinge også erfarer!
LÆS OGSÅ: Det gode ord spægelse
Det var nu slet ikke den grammatiske øvelse, der var mit ærinde. Det er derimod betydningerne af graderne, der interesserer mig. Ellen Molin fra Tjele har skrevet en længere (eller er den lang?) mail om det forunderlige ved brugen af gradbøjninger. Hun spørger, hvem der er ældst? Er det en ældre medborger eller en gammel? Ja, det er vel sådan, svarer hun selv, at først bliver vi ældre, så bliver vi gamle. Men det hedder jo ældrebyrden, ikke gammelbyrden, skønt der klart menes de gamle. Man kan godt være ældre, når man lige har passeret de 60 år, men kan man også kaldes gammel? Nej, vel? Er man således gammel, når man er ældre, eller er man ældre, når man er gammel. Og hvem er ældst, den gamle eller den ældre?
Sådan er der glidninger. Hvad er størst: en større bil eller en stor bil? Det er klart nok i komparativ belysning, altså når der inddrages en konkret sammenligning mellem en stor kasse og en endnu større, men hvor stor er en større folkemængde? Det er klarere med superlativ, for hvis en hest er størst, så er den vel større end en stor hest. Og hvad med en større pengesum? Er det flere eller færre skillinger end i en stor pengesum?
Der er sjove aspekter ved gradbøjning, hvis vi ser kulturelt og mindre gram-matisk på det. Ellen Molin citerer fra emballagen til en næsespray, hvor der står: Ældre skal have samme dosis som voksne. Fantastisk! En ældre medborger er altså ikke voksen, så hvornår er vi ikke længere voksne, men blevet ældre? Skal lallestadiet være indtrådt, eller skal vi være gået i barndom for ikke længere at være voksne?
Livsaldrene lå engang mere fast end nu. Det hed barndom, ungdom, voksenhed og alderdom, og der knyttede sig særlige forventninger til hver af disse. I alderdommen trak man sig tilbage fra verdens larm. Nu bestiger folk i den tredje alder, som det også kaldes, bjerge og nye tinder i livet. Der er ikke mange, som i dag identificerer sig med alderdom eller med gammel. Ungdommelighed er til gengæld moderne og hypet. Det grå guld, velhavende efterlønnere og pensionsholdere sætter sig gerne i scene med en livsstil, der omfatter rejser, oplevelser, gang i den.
Det er jo fantastisk, nærmest fedt nok! Når det så lægges sammen med de vanskelige gradbøjninger, så må man spørge igen: Hvem er egentlig ældst? De yngre ældre eller de ældre yngre, for gamle, det er der ingen, der er. Der er fedt på den gradbøjede bane, hvor de ældre er yngre, men det er skidt kategorisk at være gamle.