Garam masala-bønner a la Tanzania

I mange afrikanske lande udgør bønner i alle afskygninger en central del af ernæringen. Her sælges bønner fra et marked i Congo. –
I mange afrikanske lande udgør bønner i alle afskygninger en central del af ernæringen. Her sælges bønner fra et marked i Congo. – . Foto: Riccardo Gangale/AP/Polfoto.

Som jeg tidligere har udbredt mig om, er det ganske få lokale retter, jeg for alvor har taget til mig i mit afrikanske ”hjemland”, Tanzania.

Tanzaniernes modvilje mod at salte maden, mod den såkaldte ”overkrydring” og mod at bruge hvidløg udfordrer til stadighed denne skribents smagsløg. På samme måde som indbyggernes forkærlighed for – altid usaltede – simreretter af kogebananer og fede kødstykker er udfordrende.

Men alle regler har som bekendt undtagelser, og det har reglen om, at tanzanisk madlavning ikke er noget at juble over, naturligvis også.

Oven på julens og nytårets festligheder kan det nemlig gøre godt med en middagsret, der med garanti hverken indeholder rødkål, grødris eller store mængder fedt. En bønneret, der tilmed er billig, sund og nem at tilberede.

I mange afrikanske lande udgør bønner i alle afskygninger og farver en central del af ernæringen og er en billig, vigtig kilde til protein. På ethvert velassorteret lokalt marked i Tanzania er der mindst én markedsbod, ofte flere, der sælger tørrede bælgfrugter fra store flettede græskurve på rad og række eller fra bunker arrangeret på klæder bredt ud på jorden. Her lyser røde, lyserøde, gule, hvide, brune, sorte, grønne og plettede bønner om kap og bliver vejet af efter kundens ønske. Tanzaniere har kun en hovedrysten tilovers for bønner på dåse. Selv har jeg dog tit brugt dem i en snæver vending, og det smager glimrende – og er stadig sundt.8