Gartneren, æbletræet og driften

Æbletræet med ”paryk”, som det tager sig ud inden den årlige vinterbeskæring. Æbletræet er mindst 50 år.

Beskæringen er fuldendt, og man kan drømme om snart at se æbleparasollen blomstre. Foto:

Bjarke Sundstrøm er klatret op i æbletræets krone med beskærersaks. Årsskudene skal fjernes. - Alle fotos: Mette Østergaard. Foto:

Æbletræer skal beskæres hvert år. Ellers danner de en tæt krone, hvor æblerne bliver små og sure i stedet for store og søde. Men beskæring tager tid, og når der skæres i det offentliges grønne budgetter, går det ud over æbletræerne

Æbletræet med den fine parasolform står ved det psykiatriske regionshospital Sct. Hans i Roskilde. Jeg har gennem mange år lagt mærke til det, når min vej tilfældigt er faldet forbi. Særligt i vintertiden træder grenværket tydeligt frem som grafiske silhouetter mod himlen.

Træet står solitært på en stor græsplæne og er blevet passet gennem utallige år med beskærersaksen på rette tidspunkt.

Gartnerne har beskåret træet med det for øje, at det skulle give velsmagende, store og smukke æbler, hvilket jo stadig er hovedformålet med at plante æbletræer. At denne faglighed som en sidegevinst resulterer i intet mindre end et levende kunstværk, er da værd at lægge mærke til!

I sidste uge havde træet stadig sin ”paryk” af årsskud, vokset frem sidste sommer. Det er de lodrette, meterhøje skud, der rækker mod himlen. Alle disse lange skud skal skæres af, da de til sommer kun vil sætte blade og tage lys og kraft fra træet.

Jeg har sat overgartner på Sct. Hans, Bjarke Sundstrøm, stævne ved træet en vinterklar februardag. Netop denne dag skal æbletræet beskæres. Bjarke kalder beskæringsformen for stab-beskæring, og det fortæller ganske godt, hvad der foregår. De lange årsskud skæres ned, så der bare er en lille stab tilbage. På denne lille stab sidder blomsterknopperne og selvfølgelig også bladknopper. Det betyder, at blomster og siden æblefrugter får masser af lys og gode betingelser for vækst. Stab-beskæring kaldes også for sporebeskæring. Bjarke fortæller, at de næppe bliver færdige med beskæring af æbletræet på én dag. Stab-beskæring er en tidkrævende disciplin, og netop i den kendsgerning lurer ulykkerne!

”For to år siden kom endnu en reduktion af det grønne budget,” fortæller Sundstrøm, ”og i den forbindelse blev halvdelen af de stab-beskårne æbletræer taget ud af drift. Dengang havde vi omkring 40 træer, der blev beskåret på denne måde, i dag har vi cirka 20, og det flotteste af dem alle er æbletræet her på plænen!”.

At blive ”taget ud af drift” er en katastrofe for et smukt beskåret æbletræ. Det betyder ganske enkelt, at ingen fremover kerer sig om det, ingen beskæring, ingen holden øje med noget som helst. Træet får lov at gro vildt, indtil det segner eller bliver fældet, fordi det ikke duer. Når træet ikke beskæres, danner det i løbet af få år en tæt, mørk krone, hvor æblerne bliver små og sure i stedet for store og søde.

Gartner Sundstrøm siger rent ud, at æblerne bliver til det rene skrog uden pasning, og ingen gider samle den slags æbler op. Herefter ligger det lige for at fælde træet, fordi det ikke giver gode æbler - og så er det virkelig ude af drift!

Jeg kommer til at tænke på den skønne Benny Andersen-vise fra 1981: ”Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter. Slut med fordums fede ødselhed.”

Nedskæringer er ikke en ny opfindelse, men hvorfor skære alt det væk, som giver glæde, livsmod og lyst til at virke? Fortsætter tendensen, ender vi måske alle med at ryge ud af drift!

Heldigvis er der jo masser af driftsikre haveejere, som gør, hvad de kan for at holde havekulturen på sporet. Bjarke Sundstrøm giver gerne et par gode råd med på vejen, når det gælder æbletræernes beskæring:

3Sørg for at beskære æbletræerne hvert eneste år, først på året.

3Sørg for at have en god og skarp beskærersaks, eventuelt en stangsaks, hvis træet er højt.

3Affind dig med, at beskæring tager tid.

Gartneren tilføjer, at har man et æbletræ i haven, som er løbet fra én og nu er blevet alt for højt og tæt, er det aldrig for sent at gøre noget ved sagen. Tag den store sav frem og skær kronen tilbage til passende højde og form. Herefter vil træet den første sommer skyde masser af lange skud, og så er man godt på vej, blot beskæringen hvert år følges op.