Hættemåger gør klar til familieforøgelse

Selvom bestanden er faldet kraftigt de seneste år, er hættemågen stadig den mest almindelige måge i Danmark

Hættemåger yngler i kolonier for at kunne gå sammen om at jage fjender som ræve og rovfugle væk og passe på de nye unger, som kommer til verden her i slutningen af maj og begyndelsen af juni. –
Hættemåger yngler i kolonier for at kunne gå sammen om at jage fjender som ræve og rovfugle væk og passe på de nye unger, som kommer til verden her i slutningen af maj og begyndelsen af juni. – . Foto: Terkel Broe Kristensen/Scanpix.

Det siges at bringe held og lykke, hvis man bliver ramt af en fugleklat. Er det tilfældet, kan vi her sidst i maj takke de ynglende hættemåger for nytilkomne klatproducenter, fordi ungerne nu udklækkes. Og med en levetid på op til 30 år har de to til tre nye unger i kuldet en længere lykkespredende karriere foran sig til gavn for bilruder, bænke og intetanende danskere.

Selvom bestanden er faldet kraftigt de seneste år, er hættemågen stadig den mest almindelige måge i Danmark. Den mørke hætte om ansigtet, som har givet den sit navn, er imidlertid kun del af dens sommerdragt, påpeger Marco Brodde, der er naturvejleder på Fanø.

”Når det er yngletid, skal man se godt ud, så man kan blære sig over for de andre måger. De har et ret kompliceret spil, de kører indbyrdes både for at bestyrke deres forhold og skræmme hinanden. De danser, hopper rundt, puster sig op og gør sig til. Dér spiller hætten en visuel rolle. Men alt det gejl er der ikke behov for i vintertiden. Der skal man bare overleve og finde mad,” siger han.

Som mange andre måger yngler den i kolonier, men især hættemågen er afhængig af sammenholdet med sine artsfæller for at skræmme ubudne gæster væk. Andre fugle som lappedykkere slår sig ofte ned med mågerne for at nyde godt af deres forsvarsværn.

”Hættemågen er en lille væver sag, og den er ikke så stor og stærk som andre måger. Hættemågerne er nødt til at slå sig sammen for at fremstå som et stærkt forsvar, når der er fare på færde. Alene den forvirring, larm, skrål og ballade, der bliver, når de går på vingerne, er ofte nok til at få rovdyr til at se den anden vej,” forklarer Marco Brodde.