Harekillingerne kommer til verden nu

De små, pelsede harekillinger er ikke til at stå for, og man får lyst til at røre ved dem, men man gør ...

De små, pelsede harekillinger er ikke til at stå for, og man får lyst til at røre ved dem, men man gør bedst i at lade dem ligge, siger naturvejleder på Østsjælland Stefan Springborg. - Foto: Lars Gejl/Biofoto/Scanpix

De minder om små hundehvalpe med deres korte ører, korte ben og korte snuder, men er på størrelse med en hamster. De små harekillinger ser så nuttede og søde ud, at man får lyst til at tage dem op, når man finder dem liggende alene, men det skal man endelig ikke gøre! Man skal i virkeligheden lade dem være i fred, for der, hvor mennesker går, er det også spændende for rovdyrene. Rævene har det med at følge vores spor.

Harekillinger befinder sig hist og pist på åbne arealer, hvor de ligger enkeltvis i læ i en lille fordybning i jorden eller op ad en lille græstue. Det kan også være på helt åbne marker, så solen skinner på dem. Som en voksen hare rejser de sig ikke op og sidder på bagbenene som en kænguru. I stedet flader harekillingerne helt ud på jorden med ørerne bagud på ryggen og leger, de er usynlige.

Og det er de næsten også, for deres brune farver går i ét med naturen, så det er nærmest et mirakel, når man finder dem. Man kan sætte foden lige ved siden af dem, uden at de rører sig, og man snubler nærmest over dem, for de rejser sig ikke og løber.

Selvom de kan se forladte og ensomme ud midt på den åbne mark, kommer moderen og giver dem mælk en-to gange i døgnet. Når folk finder dem, ringer de sommetider til Falck, Dyrenes Beskyttelse eller naturvejlederne, fordi de synes, det er synd for killingerne, og de ser nødstedte ud. Men man skal hellere lade naturen gå sin gang. Jo mere mennesker er hos dem, jo nemmere er det for et rovdyr at finde dem, og jo større er risikoen også for, at moderen ikke tør gå hen til dem, fordi menneskene afholder hende fra det.