Sommertiden begyndte i forgårs, palmesøndag. Klokken 02.00 blev uret stillet frem til klokken 03.00. Og vi var på Rude Strand i vort lille engelske hus, ”Havhuset”, hvor vi næste morgen allerede kunne mærke forandringen, lyset, havets brus, som endnu mere nærværende end dagen før.
Også måske fordi vi oplevede den partielle solformørkelse den dag, der var forårsjævndøgn, og vi oppe på ”Nordgården” kunne sidde i Orangeriet og skue solens formørkelse af og til, som jeg skriver i min dagbog 20. marts 2015: ”Stærkt overskyet; men så lysnede det mod vest, høje drivende skyer. Kl. 10.40 månen foran solen, nu 11.15, solen går mod vest, ligner en tiltagende måne. Sidder med solbriller. Lykketræf, at vi kunne se det. Sker først igen 2142! Det er der længe til“”.
Når sommertid begynder, har vi den faste skik at være i vor have på Rude Strand. Her bliver alle vore haveredskaber hængt op i Væksthuset. Spader, river, lugejern, hakkejern, sakse i alle størrelser, koste, skovle. Alle redskaber har deres faste pladser, år ud og år ind. Det er en fornøjelse. Der smøres med olie, slibes, der åbnes for vandet i de tre udendørs vandhaner, der har været vinterlukket.
Nu er sommertiden begyndt! Og noget, der også hører til nu, er klipningen af vore mange espalierede æbletræer, der er plantet i en stor rundkreds midt i ”den engelske have”, som vi altid har kaldt den. Jeg genlæser hver gang ”Dalskovs Havebog” fra 1944 om beskæring og pleje af frugttræerne.
Vel er havebogen gammel, men den har nogle instruktive tegninger af Erik Børgesen, der helt præcist anviser, hvor man skal klippe over frugtknopperne og bladknopperne. Vi har rigtig mange havebøger såvel på Rude som på Nordgården, men ingen som ”Dalskovs Havebog”, når det gælder beskæring af æbleespalieren. Her står blandt andet Malus Cox Orange, M. Filippa, M. Pomona, M. Belle de Boskoop, M. Skovfoged, M. Ingrid Marie, M. Transparante blanche med flere.
Det er en opgave, der tager sin tid. Mens Gudrun gør de små stier mellem buksbomhækkene fri for de sidste nedfaldne blade fra i fjor, klipper jeg forsigtigt de enkelte blad- og frugtknopper fri, så der bliver lys først og fremmest til frugtknopperne. Nu har den opgave efterhånden stået på i mange år, Og man husker tydeligt, når man klippede for voldsomt eller for lidt. Det har dog været gode høstår, og der er stadig et par æblekasser med små udtørrede æbler, der nu ryger ud i hønsegården til hønsene.
Hjemme på Nordgården ved Jammerbugten har vi et projekt, der optager os meget: Kejserkronerne (Fritillaria imperialis). Vi købte sidste år 50 kæmpeløg af den næsten 80-90 centimeter høje løgplante inspireret af vor rejse til Gotland. Og det har været et lykkevalg. Den sidste måned har vi kunnet følge planten gro op af jorden. Fem centimeter, 10 centimeter, nu cirka 25 centimeter.
Og der er stadig langt til 80 centimeter, hvor de store kroner folder sig ud. Vi har både F. ”Lutea”, F. ”Aurora” og F. ”Aurora-marginata”. Det store bed, hvor kejserkronerne står, har direkte sol fra syd mod vest det meste af dagen. Og de gror godt. Det er skønt at se, hvor solen rammer planterne bedst. Der står de højeste planter lige netop. På vor daglige timelange tur gennem Skovhaven er vi henne for at tilse tilvæksten. I den sidste måned har vi sat en bambuskæp ved, hver gang en ny plante er dukket op. Først stod der fem, så 10 og nu næsten alle halvtreds. Et par slemme frostnætter her i begyndelsen af marts fik bladene til helt at falde sammen, men så snart solen kom, rejste de sig igen. Nu tror jeg på, de alle kommer. Når mørket sænker sig, sidder jeg og læser april-blade fra vor samling af gamle og nye engelske tidsskrifter - ”The English Garden” og ”Gardens”. Først og fremmest søger blikket efter Fritillaria. Nu har vi selv et helt bed!