Havet er magisk

”Vi havde som regel en madpakke med og havde et badehus som tilholdssted,” skriver Hanne Raunsmed om sit barndomssted på Løkken Strand. -
”Vi havde som regel en madpakke med og havde et badehus som tilholdssted,” skriver Hanne Raunsmed om sit barndomssted på Løkken Strand. - .

Masser af sol, vind, havluft og sand så langt øjet rækker. Det er mit barndomssted og et sikkert tegn på sommer i Løkken.

I dag kan jeg godt se, at vi fik meget ansvar og stor frihed til at tage til stranden som børn og være i Løkken/Lykken en hel dag - men for mig var det den fuldendte oplevelse af sommer og frihed. Og et af de bedste barndomssteder! Lidt efter lidt lærte vi Vesterhavet at kende og vidste, at alt efter vind-forholdene var der forskellige forholdsregler, man skulle tage, men vi nød at kunne løbe ud i bølgerne.

Mange år senere opdagede jeg, at der også findes stenstrande, og tænker: Hvor var vi heldige med, at der bare var sand i Løkken.

Det var dage uden travlhed, vi havde som regel en madpakke med og havde et badehus som tilholdssted. Da vi blev ældre, cyklede vi - det var på mange måder meget enkelt og en god øvelse i at være. I dag er det faktisk noget af det sværeste, bare at være - og nyde.

Det var selvfølgelig i gamle dage, inden solen blev farlig, så jeg kan også huske de første sommernætter med røde skuldre. I mange år syntes jeg, at det ikke var rigtig sommer, før jeg havde været en tur i Vesterhavet, men nu har jeg efterhånden boet så mange år på Fyn, at det går an med et bad i Odense Fjord.

Men jeg har lært, at havet er magisk, og at det bare gør godt. For en del år siden stod jeg ved Stillehavet med kvinder fra forskellige verdensdele - vi stod stille og bare oplevede - og det er, det jeg tager med fra barndommens sted, en ydmyghed for vores natur og kræfterne i den.

Hanne Raunsmed, Sadolinsgade 34, Odense M.