Alexander Graham Bell opfandt telefonen, Thomas Edison fandt på el-pæren, Lumière-brødrene får æren for filmen. Men ingen enkeltperson kan tilskrives opfindelsen af internettet. Det har udviklet sig i tidens løb. Over ganske lang tid.
Denne måned er det 25 år siden, en mand ved navn Tim Berners-Lee banede vejen for, at du og jeg kan gå på internettet. Men historien om www begynder tidligere. Den begynder med bekymrede stater.
For tanken, der skulle muliggøre internettet, kom ud af skræk og krigstænkning under den kolde krig. Konkret frygtede USA, at Sovjetunionen kunne ødelægge hele telefonnetværket med et enkelt velplaceret missil. Derfor var det af højeste prioritet at finde alternativer, og i 1962 kom en videnskabsmand fra Missouri, J.R.C. Lickilder, på en skælsættende idé: Et galaktisk netværk af computere, som kunne tale sammen også hvis Sovjetunionen ødelagde telefonkablerne. Både Ole-opfindere og science fiction-forfattere havde dog været inde på noget af det samme mange år før, men J.R.C. Lickilders forslag var konkret og førte til handling.
LÆS OGSÅ: Det bruger danskerne internettet til
To år senere bryggede kloge folk fra Massachusetts Teknologiske Institut videre på tanken. Det lykkedes dem i 1965 at udvikle en motode at sende data på, som var langt mindre sårbar for angreb, fordi den ikke foregik over én direkte linje. I stedet blev data nu brudt op i små pakker, som kunne sendes ad hver deres vej til et fælles bestemmelsessted, hvor de så samledes i rette rækkefølge igen. Det er grundlæggende den måde, vi sender filer på i dag. Dette, det begyndende spæde internet, blev kaldt ARPAnet.
Men først i 1969 fandt den første computer-til-computer-kommunikation sted. De to computere, begge store som et parcelhus, befandt sig på hver sit universitet, knap 600 kilometer fra hinanden. Den første besked, der blev sendt, var LOGIN. Eller rettere: LO, for netværket brød sammen efter de første to bogstaver.
Man forsøgte heldigvis igen. Og igen. Op igennem 1970erne voksede ARPAnettet; i 1971 tilsluttede man også Hawaii Universitets netværk (kaldet, for hvorfor ikke, ALOHAnet), og to år senere lignende systemer udviklet i Storbritannien og Norge.
Men et internet var det ikke; systemerne havde svært ved at tale sammen. Indtil computergeniet Vinton Cerf sidst i årtiet opfandt en måde at binde alle de små mini-netværk sammen i ét stort netværk (kaldet TCP/IP. Han var ikke så sjov til forkortelser som hawaiianerne). Cerfs opfindelse forvandlede mange netværksbække små til en stor internet-å.
Op igennem 1980erne brugte især universiteter internettet på supercomputere. Udbredelsen til jævne mennesker må tilskrives britten Tim Berners-Lee. Han var en selvbeskrevet matematiknørd, der i sin tid på universitetet i Oxford ikke måtte røre computerne, fordi han havde tendens til at hacke dem. Han fandt for 25 år siden, mens han var ansat på CERN-laboratoriet i Schweiz, på at skrive en kode kaldet www: World Wide Web. Den gjorde det muligt for almindelige hjemmecomputere at koble sig på internettet.
Hvis hele internettets evolution indtil da kan sammenlignes med en lang lunte, så var Tim Berners-Lee manden med tændstikkerne.
Og BANG! Nu gik det hurtigt. I 1992 opfandt studerende ved Illinois Universitet den første browser, kaldet Mosaic, som gjorde det muligt at se ord og billeder på ét skærmbillede, at linke og at scrolle. Udtrykket at surfe på internettet optræder første gang samme år, og i USA fik virksomheder lov til at bruge internettet til kommercielle formål. Pludselig havde alle fra Coca-Cola til Kristeligt Dagblad en hjemmeside.
Herhjemme lancerede Tele Danmark i 1996 sit første internetprodukt til private, Opasia, og samme år var 12 procent af danskerne på internettet med en computer og et modem. Knap 20 år efter hedder nogle af verdens største virksomheder Google, Apple og Facebook. Der er cirka 150 millioner hjemmesider i verden, og hvert tredje menneske på jordkloden har været online. Internettet er i alt fra mobiltelefoner over termostater til bilalarmer og sodavandsmaskiner. Milliarder af små datapakker i form af bits og bytes overføres fra sted til sted hver eneste dag.
Selv ikke Rusland kan skyde internettet ned. Men de fleste programmer har stadig en tendens til at bryde sammen.