I vinterens grimme done

Vi nærmer os nu en årstid, hvor det ville være passende at synge Kaj Munks smukke sang om den blå anemone, der trods omplantning til et barskere klima trofast folder sine længselsfulde farver ud. Scanpix Denmark

Doner er noget skidt, men når de indgår i poesien, herunder i Kaj Munks fine sang, så tjener de et frugtbart formål
Johannes Nørregaard Frandsen

Hvad betyder ordet done, der optræder i Kaj Munks sang om den blå anemone? Bliv klogere her...

Vi nærmer os nu en årstid, hvor det ville være passende at synge Kaj Munks smukke sang om den blå anemone, der trods omplantning til et barskere klima trofast folder sine længselsfulde farver ud. Der er inspirationer fra Blicher i det digt, der er nordisk stemning, og der er hyldest til kristendommen, naturen, poesien og livsmodet.

Der er imidlertid et ord i digtet, som volder mange besvær. Jeg er således flere gange blevet spurgt, hvad i alverden en done er? Der optræder nemlig sådan en hos Munk, hvis fjerde strofe i digtet hedder: ”Hvad var det dog, der skete?/ Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts/ det smelter ved at se det/ den første dag i marts./ Jeg tænkte: 'Evigt skiltes ad/ min sjæl og glæden,' da jeg sad/ i vint'rens grumme done./ Nu gør min anemone/ mit hjerte atter glad.”

En done er en snare, altså et - heldigvis nu forbudt - redskab til fangst af fugle. Jeg læste som dreng bøger af forfatteren Torry Gredsted, der skrev kække romaner om kække drenge. Og i den drengeroman, der hedder ”Paw”, overlever samme Paw, som egentlig kommer fra Amazonas' jungle, og som er blevet behandlet som slave i den danske kultur, ved at bo i en rævegrav om vinteren og ved at opsætte doner.

I disse doner fanger han kramsfugle, som det hedder, og som er et gammelt begreb for drosselfugle som sjagger, sangdrosler og vindrosler. Og det fantaserede jeg meget over som dreng. Hvis mine forældre skældte ud, så kunne jeg da bo i en rævegrav og fange kramsfugle i doner.

Hov! Nu røg vi ud ad et spor! Det var donen, vi kom fra. Digteren Emil Aarestrup bruger et sted dette billede: ”Som denne Kramsfugl hænger/ Livløs og qvalt i Donen.” Instrumentet bestod som regel af løkker af hestehår, der blev ophængt i en sammenbøjet pilgren, hvorpå rønnebær kunne være anbragt som lokkemad. Når fuglen landede, udløstes djævelskabet. Det var en højst ubehagelig fælde, der kvalte fuglen, hvis den var heldig. Ellers kunne den få lov til at sprælle sig til døde.

Doner blev forbudt i Jagtloven af 1894. Desværre blev doner og fangsnarer brugt langt op i det 20. århundrede. Kaj Munks billede af vinterens grumme done er altså poetisk stærkt. Munk, der var en dygtig jæger og en stor naturelsker, hadede brugen af snarer.

Ordet done er oprindeligt tysk, plattysk eller nedertysk, som en række af (nord)tyske dialekter og varianter fra middelalderen kaldes. Det er beslægtet med det moderne tyske verbum dehnen, der betyder at udspænde eller udstrække noget.

Viggo Stuckenberg laver dette smukke nattebillede: ”De fine Elmekroner/ sig imod Himlen tegner/ som sorte Silkedoner,/ hvor fangne Stjerner blegner.” Til gengæld fremskriver Martin Andersen Nexø kapitalismens djævelske spin således: ”Livet sætter Doner aabenlyst.”

Jo, doner er noget skidt, men når de indgår i poesien, herunder i Kaj Munks fine sang, så tjener de et frugtbart formål.