Jordbærrene er stadig grønne

”Skovmærker gror, og jordbær gror”, lyder det i H. C. Andersens sang om den friske, store skov

Hvor bliver de mange røde jordbær af? De lader vente på sig på grund af det kolde vejr.
Hvor bliver de mange røde jordbær af? De lader vente på sig på grund af det kolde vejr. . Foto: Scanpix.

Men gror - det gør jordbærrene ikke, ikke i år. Det lange kølige forår og det forsinkede sommervejr har sat jordbærrenes udvikling næsten i stå. Derfor vil haveejere og ejere af marker til selvpluk finde grønne jordbær, selvom kalenderen snart siger juli måned og ferietid og tid til jordbær i massevis, i fløde, i kager og i grød.

”Det er håbløse udsigter,” siger Jesper Carl Corfitzen, havefaglig leder i Haveselskabet, der leverer rådgivning og udgiver magasinet Haven.

”Vi er flere uger bagud, hvis man ser på udviklingen i havens træer og buske. Blomstringen kommer mere ujævnt og forsinket for mange planters vedkommende. Og det, der blomstrer, står lidt længere, fordi det ikke bliver brændt af af solens stråler. Men mange planter lider under det kølige vejr og kan ikke optage næring,” siger han.

Der skal nok komme jordbær, men formentlig ikke i så store mængder, som vi har været vant til fra de seneste år, hvis vejret ikke bliver varmere snart, påpeger Jesper Carl Corfitzen.

Han beroliger dog jordbærelskere, da professionelle jordbærdyrkere har lagt net over deres marker for at holde på varmen. Men haveejerne må kigge længere efter de røde bær.

”Mine egne jordbær er ikke helt vokset ud endnu og er stadig halvgrønne. De mangler sol og varme,” siger han.

Der er dog håb, for skulle der komme nogle varme dage, kan jordbærrene pludselig komme i massevis og i den blodrøde farve, der smager bedst. Faktisk er et par dage nok, siger Jesper Corfitzen.

”Der skal ikke så meget til, så kan det tippe over til normale tilstande igen. Vi er mange, der klynger os til det håb.”

Ifølge haveeksperten bliver planterne generelt påvirket af det svingende vejr fra år til år. Sidste år havde vi en lang sommer, der begyndte allerede i maj, mens temperaturen har svært ved at komme over 20 grader i øjeblikket.

”Tilvæksten er ikke stor, når varmen udebliver. Det står nærmest stille lige nu, og planterne står og venter på sol og varme. Ligesom os andre. Mange går rundt og er stadig lidt vinterblege.”