Den dag Sigurd Barrett blev mindre bange for at dø

Multi-entertaineren Sigurd Barrett fik en dag på en kirkegård en åbenbaring, der gjorde ham mere glad for livet

Musikeren og entertaineren Sigurd Barrett har altid været religiøs. Men da begge hans forældre døde, blev troen sat på en prøve. En åbenbaring fortrængte dog tvivlen.
Musikeren og entertaineren Sigurd Barrett har altid været religiøs. Men da begge hans forældre døde, blev troen sat på en prøve. En åbenbaring fortrængte dog tvivlen. . Foto: Claus Bech.

Jeg mistede begge mine forældre i 2001.

Jeg er vokset op som adoptivbarn, men havde altid betragtet dem som min far og mor, og pludselig var de væk.

Først min far i maj, så min mor tre uger senere, begge af sygdom.

Jeg har altid været troende og aldrig tvivlet på Gud, men for første gang var jeg voldsomt vred på ham.

For hvad lignede dét nu: at han tog dem begge nærmest i ét hug uden i det mindste at lade mig beholde den ene et stykke tid?

Det virkede ikke særlig nådigt, og jeg blev ramt af trangen til at tvivle.

Jeg prøvede at bearbejde både min sorg og min tvivl ved at gå ind på kirkegårde, så snart jeg havde mulighed for det. 

Det blev til mange kirkegårde overalt i landet, for jeg var på turné med mit orkester. En dag gik jeg ind på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

Som så mange gange før fandt jeg et gravsted og en bænk, og jeg gav mig til at bede. Men denne gang var anderledes.

Jeg kunne mærke et enormt behov for at få vished. Jeg ville vide, om Gud faktisk fandtes.

Jeg ville vide, om mine forældre faktisk var i himlen og blev passet godt på.

Jeg er ellers opdraget til ikke at angle efter beviser. Man må tro eller lade være. Men det var en overskyet dag, alting virkede så mørkt, og jeg tvivlede.

Så jeg foldede mine hænder og sagde:

Kære Gud. Jeg har aldrig gjort dette før, og jeg lover aldrig at gøre det igen. Men det er ikke nok for mig at tro lige nu. Jeg er nødt til at have vished for, at du findes. At du passer godt på mine forældre. Giv mig et tegn.
Og i det øjeblik, jeg sagde amen, skete der noget helt fantastisk.

Det lyder nok meget frelst eller Lars von Trier-agtigt, men midt på himlen flyttede skyerne sig og ned væltede en kegle af lys.

Den ramte lige der, hvor jeg sad. Resten af himlen var stadig sort, men gravstedet og jeg selv var helt oplyst.

Jeg tænkte: Wow, det kan man da kalde vished.

Jeg ved godt, at spørger man en meteorolog, vil han have en eller anden forklaring om lavtryk og højtryk og den slags, men det er lige meget.

For mig var det lige det tegn, jeg havde brug for.

Et tegn fra Gud, som sagde: Ja, jeg findes.

Og ja, jeg passer på dine forældre, selvom de er døde.

Den oplevelse har betydet, at jeg siden har gået gennem livet med en anden ro end tidligere.

Oplevelsen var en åbenbaring for mig, som gjorde, at jeg ikke var så bange for døden længere, for når Gud faktisk findes og passer på os, når vi dør, er det måske ikke så farligt at leve.

Og endnu mindre farligt at dø.

Det var ikke en blankocheck til at gøre, hvad jeg ville.

Jeg begyndte heller ikke at gå mere i kirke.

Det var mere et tegn på et åndeligt plan om, at jeg ikke skulle tvivle.

Jeg havde fået den vished, jeg havde brug for, og det har været styrende for min måde at leve mit liv på lige siden.