Kærlighed har ingen alder

"Jeg møder ofte mennesker, der er blevet alene. De fortæller om, hvor svært det er at være alene i livet. Også selvom de har familie og børn, for det, de har brug for, er at få lov til at dele livet med en, som de må holde af," skriver Christen Væver. Iris

Behovet for nærhed, tryghed og dermed kærlighed mindskes ikke med årene - måske tværtimod, skriver Christen Væver.

Jeg har i nogle dage haft fornøjelsen af at gense Otto Leisners udsendelser fra 1970'erne på fjernsynet. Det går langsomt - for langsomt - måske, men der er en stor glæde ved at gense for eksempel ”Fup eller Fakta” og ”En ret og to vrang”.

Hvor er det skønt at mindes dengang, for udsendelserne minder mig også om mine forældre og min lillebror og tiden dengang, hvor vi havde hinanden.

De gamle udsendelser på DR får mig til at tænke på dengang, hvor alt var muligt, dengang hvor livet var fyldt med håb for fremtiden. Ja, jeg tænker på, at det jo var dengang, hvor man var på toppen som menneske, dengang jeg vistnok havde den allerstørste værdi? Og midt i det hele tænker jeg så på, at jeg jo heller ikke nu, hvor jeg er sidst i 60'erne vil nøjes med at tænke på de gode gamle dage, fordi jeg alligevel ikke vil eller kan affinde mig med, at værdien som menneske formindskes med alderen. Sådan må vi ikke tænke - os der er blevet 65+ - for vi har da så megen livsvisdom, som vi kan give videre - måske i et nyt kærlighedsforhold, når vi har mistet?

Jeg møder ofte mennesker, der er blevet alene. De fortæller om, hvor svært det er at være alene i livet. Også selvom de har familie og børn, for det, de har brug for, er at få lov til at dele livet med en, som de må holde af. Jeg forstår dem, og jeg prøver at muntre dem op ved at sige: ”Ja, det er sandt, for kærlighed har ikke noget med alder at gøre. Og har du stadig håb, så skal du prøve at gøre drømmen om en ny kærlighed til virkelighed. Hvis du ikke har en sådan drøm, så oplever du heller ikke, at drømmen går i opfyldelse!”.

Og så prøver jeg at sige noget om, at ensomhed ikke behøver at betyde, at du bor alene, men at ensomhed er, når du ikke længere har nogen at længes efter. Så bliver det virkelig ensomt. Et menneskes længsler efter at opleve romantikken, de stærke følelser, den store passion, forsvinder jo ikke nødvendigvis med alderen. Et menneske på 60, 70 eller 80 år kan vi opleve som meget attraktiv og fyldt af glæde og entusiasme over livet.

Da jeg var i embede besøgte jeg af og til en frisk, vis og livsglad gammel dame inde i Randers. Hun havde været gift to gange, og hun var nu i begyndelsen af 80'erne. Engang spurgte jeg hende om, hvad hun syntes var det vigtigste i livet? Den kloge gamle dame svarede med at sætte et bånd i sin båndoptager, hvor kunstneren sang om at møde en, man må elske. Hun slukkede båndoptageren og sagde: ”Sådan har jeg altid haft det, at meningen med livet er at få lov til at kende en, som jeg må elske, en mand, som også vil elske mig. Selvom jeg er 82 år gammel - og har en god økonomi, så er det uforandret det samme, at kærligheden er det vigtigste i livet!”.

Det er sandt, behovet for nærhed, tryghed og dermed kærlighed, dette behov mindskes ikke med årene - måske tværtimod!

Christen Væver, præst og foredragsholder,Ledavej 13,Randers SØ