Det har regnet og stormet her i støvlelandet, sommeren er forbi nu og dermed er det også farvel til at plukke zucchini i naboens køkkenhave. Kært barn har mange navne: squash og courgette. I Napoli kalder de dem cocozelle og bruger dem selvfølgelig også i en pizza, men italienerne kan finde utallige måder at elske den grøntsag på.
Den kom oprindeligt fra Latinamerika, men blev hurtigt en vigtig ingrediens i Middelhavskøkkenet. På et maleri af Vincenzo Campi fra 1580, ”La Fruttivendola”, grønthandlerdamen, kan man se dem ligge i en kurv. Små, grønne og aflange med blomst på.
I dag spiser vi dem i alle faconer og størrelser, grønne som gule, stribede og med pletter. De runde eller bare buttede er gode at farsere og putte i ovnen, de aflange kan skives eller skæres i tern til en salat eller lynsteges, de store kan man purere, mose eller rive til tærter og brød. De giver sødme til en omelet og blander sig fint med pasta. Kun fantasien sætter grænser. De er alle frugter af græskar og smager mest delikat, når man napper dem som babyer.
Og så er der blomsten, Fiori di zucca, der lyser op i gule bundter på markedet, og i køkkenet bliver til små forfinede fornøjelser for ganen. Noget af det mest elegante i det enkle italienske køkken og en fryd på tallerkenen. En god måde at sige farvel til sommeren på. I går fik jeg dem på en restaurant i Toscana med fyld af ricotta og en tomatsovs. I dag laver jeg dem selv med mozzarella og ansjos. Det er da kærlighed – That’s Amore.
