Ordet knarker kunne også tidligere hedde knarre, således var det almindeligt, at hjul og hængsler knarrede i stedet for at knirke i 1800-tallet. Det samme ord findes i tysk som knarren, i svensk som knarra, så der er blevet knarret i den germanske sprogstamme. Ordet knarre findes ikke længere i brug på rigsdansk, men det har overlevet i jyske dialekter. Døren er altså endnu ikke lukket helt for det knirkende knarkeord, der er blevet til ved lydefterligning.
Denne lyd af knirken, som er en knarken, løb engang i 1700-tallet ind i sproget som betegnelsen for en gammel mand. En gammel knark er netop stadig sådan en sej, gammel gut, som man kan forestille sig knirker og knarker i alle led og sammenføjninger. Holberg kendte og brugte betegnelsen. I skuespillet Henrik og Pernille skriver han for eksempel om en giftesyg gammel knark, og han er slemt grinagtig, skulle jeg hilse og sige. Forfatteren H.F. Feilberg bruger begrebet, når han et sted taler om en gamling, der er hark og knark, og da hark kunne betyde skrøbelig, faldefærdig eller affældig, så er der ikke noget sejt ved hark og knark.
Det kan som sagt godt være, at gamle knarke er lidt seje, men de kan som bekendt også være sure. Begrebet sure gamle mænd er vist kun alt for kendt fra arbejdspladser og familiesammenhænge. Om sådanne sure stoddere sagde man, at de var knarrevorne, og det ord er stadig levende i moderne dansk og findes i ordbøgerne, dog nu i formen knarvorn.
Knarvorn er således et adjektiv, der betyder gnaven, vrangvillig eller sur. Forstavelsen knar kommer fra knirkeriet, mens andenstavelsen vorn er en gammel bøjning af verbet at være. Jeg synes, det er et ord, der knirker herligt af hengemt surhed, som det gælder om at få ryddet ud. Altså ikke ordet, for det er godt, men den der elendige surhed, stædighed, halstarrighed, eller hvad det nu kaldes!
Det lydefterlignende ord knark eller knarre, som altså stadig lever sit knarvorne liv, har andre sjove udløbere. Således hedder det stadig om edderfugle, at de knarrer, når de en sommernat udsender deres knirkende kald ude på havet. Det er en skrigende, knirkende lyd, som især gør sig godt, når vejret er tåget, for så giver knarreriet pragtfulde illusioner om overnaturlige væsner derude!
Der er i øvrigt endnu en dansk fugl, som engang knarrede sig til et navn. Engsnarren, der hører til de såkaldte vandhøns, blev således engang kaldt for en knarrefugl, fordi dens kald lyder som en knirkende dør. På latin hedder den Crex crex, så her er det også lydefterligningen, som har styret navngivningen. Samme fugl blev, blandt andet af Blicher, kaldt for en vagtelkonge, måske fordi den knirkede og kniksede så fornemt på sine lange ben.
Nu skal vi ikke knarre mere rundt i dette knirkende ord. Man skulle jo nødig blive betragtet som knark og hark eller som en bit knarvorn, som det hedder på fynsk.