Spanske kommuner vil bruge penge på skolebøger i stedet for tyrefægtning

Stadig flere spanske kommuner dropper støtten til tyreløb og -fægtninger for at bruge pengene på skolebøger. Mens dyreværnsgrupper jubler, truer tyrefægterbranchen og politikere

I stadig flere spanske byer er tyreløb snart historiske. Kommunerne satser i stedet på skolebøger til fattige familier. -
I stadig flere spanske byer er tyreløb snart historiske. Kommunerne satser i stedet på skolebøger til fattige familier. - . Foto: Maria Arranz/Scanpix.

I den lille centralspanske by Villafranca de los Caballeros har tyrene måttet vige for skolebøgerne. Det socialistiske bystyre med borgmesteren i spidsen har udnyttet sit flertal på syv mod seks i byrådet til at vedtage at droppe det årlige kommunale tilskud på 18.000 euro (134.000 kroner) til tyrefægtning og i stedet anvende pengene til at købe skolebøger og materialer til trængte familier.

”Det er et spørgsmål om prioritering. Der er stor arbejdsløshed i byen, og mange familier har simpelthen ikke råd til at købe bøger og materialer,” sagde borgmesteren Julián Bolaos i et interview med den britiske avis The Guardian.

Beslutningen betyder, at den årlige byfest i begyndelsen af september denne gang holdes uden tyreløb og -fægtning. Med mindre en privat sponsor træder til og bekoster skuet.

”Vi er ikke imod tyrefægtning. Vi mener bare, at pengene kan bruges bedre på andre ting,” som borgmesteren udtrykker det.

Det samme mener størstedelen af byens godt 5000 indbyggere. I hvert fald har borgmesteren fået overvældende opbakning til sit initiativ.

”Selv folk, der er inkarnerede tilhængere af tyrefægtning, har ringet til mig og sagt, at de er enige i beslutningen. De siger, at de bare kan tage et andet sted hen og se tyrefægtning, mens de betrængte familier ikke har noget valg.”

Villafranca de los Caballeros, der ligger cirka 150 kilometer syd for Madrid, er ikke den eneste by, hvor tyrefægtningen er forsvundet eller kan være på vej til det. Ved kommunalvalget i maj fik mange byer venstreorienterede og mindre tyrefægterglade borgmestre. Og det har betydet, at en lang række byer, deriblandt Madrid og Valencia, har lovet at droppe det kommunale tilskud til tyreløb og -fægtning.

Det er allerede sket i La Corua i det nordvestlige hjørne af Spanien, hvor et nyvalgt byråd med partier på venstrefløjen, deriblandt Podemos, den spanske version af det græske Syriza, har besluttet at inddrage tilskuddet til den lokale tyrefægterarena. Palma de Mallorca ventes at erklære sig for tyrefægtningsfri by. Og i flere byer ved Middelhavet vil bystyret udskrive lokale folkeafstemninger om at bevare eller afskaffe traditionen.

Mens dyreværnsgrupperne glæder sig over de nye dyrevenlige vinde, har tyrefægterbranchen og politikere, der går ind for at bevare skuet, bebudet, at de vil hive alle de byråd, der afskaffer skuet, i retten. Begrundelsen er, at den konservative centralregering for et par år siden erklærede tyrefægtningen for et ”kulturelt interessegode”.

Det betyder, at alle offentlige instanser i Spanien, altså også byråd, har pligt til at bevare tyrefægtningen. Ikke kun materielt i form af kommunal støtte. Tyrefægtningen skal ifølge regeringen også med på skoleskemaet, så børn kan lære at forstå og sætte pris på skuet.

I øjeblikket får tyrefægtningssektoren stor støtte fra staten, dels fordi den nyder godt af en reduceret momssats på 10 procent, mens andre former for kultur såsom film og teater må betale 21 procent, dels fordi den offentlige tv-kanal TVE bruger store summer på at sende direkte programmer fra tyrefægtninger og tyreløb.

I begyndelsen af juli havde TVE således sendt 25 kamerahold (næsten 100 medarbejdere) til Pamplona for at dække de meget omtalte San Fermin tyreløb med daglige live-udsendelser.

Det bør dog nævnes, at tingene også går den modsatte vej. San Sebastian i Baskerlandet, der i fire år har været uden tyrefægtning, genindfører skuet her i eftermiddag i overværelse af ekskong Juan Carlos.