Kufferten ventede i lufthavnen

I sommeren 1966 var en læser på ferie i Israel, hvor en lufthavn viste sig at være et meget trygt sted at efterlade baggage

"Den følgende dag hentede jeg min kuffert, som ingen havde fjernet, og heller ingen lurede på mig med maskinpistolen ladt. Når jeg senere har fortalt om hændelsen, tror mange, at jeg fantaserer, set i lyset af eftertidens sikkerhedsbehov i alverdens lufthavne." Modelfoto.
"Den følgende dag hentede jeg min kuffert, som ingen havde fjernet, og heller ingen lurede på mig med maskinpistolen ladt. Når jeg senere har fortalt om hændelsen, tror mange, at jeg fantaserer, set i lyset af eftertidens sikkerhedsbehov i alverdens lufthavne." Modelfoto. .

I sommeren 1966 gjorde jeg militærtjeneste på Cypern. I juli havde jeg en uges orlov og rejste sammen med en dansk kvinde til Israel, hvor vi ville se så meget som muligt af det dengang ret nye land. Vi slog os ned i Netanya på et hotel, hvor maden var kosher, og fik af bordfæller forklaret om dette for os nye begreb. Alt var meget idyllisk der, men da det ikke skulle være en badeferie, lejede vi en Simca 1000 og kørte på opdagelse.

Ad vejen fra Tel Aviv til Jerusalem så vi de mange vrag af pansrede biler, som under krigen i forbindelse med statens oprettelse havde forsøgt at bevare forbindelsen mellem de to vigtige byer. Jerusalem var dengang delt i en jødisk og en jordansk del, og den jødiske (nye) bydel var tilgængelig for os. Et sted, vi gerne ville se, var mindekrypten for holocaust-ofrene med en evigt brændende flamme. Ved indgangen blev man modtaget af en rabbiner, som gerne ville vide, hvor man kom fra, og da han hørte, at det var Danmark, fik vi mange rosende ord alene for det. Krypten gav et rystende indtryk af, hvor omfattende holocaust havde været.

Så fulgte nogle dage, hvor vi badede i saltlage i Det Døde Hav, var på marked i Beersheba, så Genesaret Sø og kibbutzen Dagania. På vore køreture havde vi tit soldater med, som ”tomlede”, det vil sige, de brugte ikke tommelfingeren, men en befalende gestus med armen for at få os til at stoppe, som var ret effektiv. Vi vænnede os til det, og det var meget rare unge mennesker af begge køn, vi gav en lift.

Den sidste dag af orloven skulle jeg være alene i Tel Aviv. Jeg ville benytte lejligheden til at se mig om i byen, men bilen var afleveret, og jeg havde en mindre, libanesisk kuffert med vasketøj og toiletgrej, som jeg gerne ville deponere i lufthavnen i Lydda indtil afrejsen til Cypern den følgende dag.

Kufferten var desværre for stor til de små bokse til ”left luggage”. At gå rundt med den orkede jeg ikke, og værdien af kuffert med indhold var ikke stor; derfor fandt jeg et roligt hjørne i den ret gamle lufthavns-bygning, hvor jeg stillede min kuffert og accepterede den risiko, at den kunne være stjålet, inden jeg kom for at hente den den følgende dag.

Set med nutidens øjne var det selvfølgelig en forkastelig handling, men bombeattentater mod civilbefolkningen var slet ikke almindelige, og kontrol med efterladt bagage, der kunne indeholde en bombe, var åbenbart end ikke i Israel blevet effektiv. Den følgende dag hentede jeg min kuffert, som ingen havde fjernet, og heller ingen lurede på mig med maskinpistolen ladt. Når jeg senere har fortalt om hændelsen, tror mange, at jeg fantaserer, set i lyset af eftertidens sikkerhedsbehov i alverdens lufthavne.