Oprindelig markerede kyndelmissen Mariæ Renselsesdag, det vil sige at jomfru Maria igen var blevet ren - og nu kunne indgå i menigheden igen. Førhen blev en kvinde anset for uren indtil 40 dage efter, hun havde født- så på dagen for kyndelmisseer det altså 40 dage siden, vi fejrede jul, og i Danmark var kyndelmisse faktisk en helligdag indtil Struensees helligdagsreform i 1770.
Lysgudstjenester til kyndelmisse
Et andet ord for kyndelmisse er lysmesse, og i den katolske kirke bliver kyndelmissen fejret med lysprocessioner. Det er også den dag, at de lys, der skal bruges i det kommende år, bliver indviet.
I de seneste årtier er højtiden gået i glemmebogen i Danmark, men enkelte kirker har fundet dagen frem igen og bruger den til lysgudstjenestereller til at døbe kommende konfirmander. I Vor Frelsers Kirke i København har man for eksempel i flere år ved kyndelmisse haft en speciel dåb af kommende konfirmander, som plejer at være et tilløbsstykke med deltagelse af forældre, søskende, bedsteforældre, venner og alle de barnedøbte kammerater fra konfirmandholdet.
Kyndelmisse og madgilder
Kyndelmisse, som falder på den 2. februar,var i det gamle bondesamfund en særlig dag. Der skulle først og fremmest gøres status, for nu var halvdelen af vinteren gået. Vejret betød meget for datidens landbosamfund, og frygten for ikke at have nok mad til både mennesker og dyr var reel. Man skulle tit langt hen i april, før der var noget nyt at spise fra naturens eget forråd. Indtil da måtte man nøjes med sidste års høst. Så det var ikke så mærkeligt, at bonden gjorde status ved kyndelmisse og helst skulle have halvdelen af forrådet i behold.
Når alt således var tjekket og i orden, holdt man kjørmes-gilder, som tit var sammenskudskilder, hvor der blev serveret flæsk og pandekager. Ifølge traditionen blev kyndelmisse brugt til at tage varsler for det kommende år, og pandekagerne skulle sikre en god byghøst.
Digte om kyndelmisse
Også i sangskatten har kyndelmisse markeret sig. Mest kendt er nok Blichers vinterdigt fra 1838: ”Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård ...”.
Det er et smukt, men også barsk vinterbillede fra en tid, hvor vinteren var værre end i dag, da Europa på det tidspunkt oplevede ”den lille istid”. Den varede i 400 år fra begyndelsen af 1500-tallet. Så når man endelig nåede til kyndelmisse, følte mange, at nu måtte der snart til at ske noget. Men ofte blev vinteren bare værre. Det synger man også om hos Blicher: ”... Inderlig jeg længes efter vår, men vintren strænges, atter vinden om til nord!”.
Eller som man synger det i en anden kendt vintervise: ”Sneflokke kommer vrimlende ...”. Den er skrevet af Jeppe Aakjær, som også nævner kyndelmissen ved sit mest folkelige navn: Kjørmes-Knud.
