Cirka 18 centimeter lang og 25 gram tung umiskendelig elegance og et blødt ”tsi litt”-kald – for mange danskere er det sådan, foråret kommer til syne.
Sådan har det været i århundreder, hvor vipstjerten, der også kaldes hvid vipstjert, med sine rene, sorte, hvide og grå farver og den lange hale – stjerten – der konstant vipper op og ned, har været fast bestanddel af bondens vejrvarsler. Den er nemlig en af de første ægte forårsbebudere, for både lærken, stæren og viben kan finde på at lade sig kyse sydpå igen, hvis det er for koldt.
”Når vipstjerten kommer, er vinteren slut for alvor,” har det lydt. Eller: ”Når vipstjerten kommer tilbage til gården, bliver det regnvejr.”
Ofte ser man den siddende på tagryggen af husene, syngende og vippende. Og den ankommer netop i disse uger til Danmark fra det nordlige Afrika og sydlige Europa. Den er en af de mest almindelige ynglefugle, vi har, med en bestand på over 100.000 par, og den kommer nu, hvor det begynder at blive for varmt sydpå, og hvor insekterne i Nordeuropa er ved at dukke frem. Det er nemlig især dem, den lever af.
Man kan finde den overalt i det åbne land, men den er særligt knyttet til haver, gårde og dyrehold, til stenede strande og industriområder eller en stor parkeringsplads med lidt ukrudt i byen – alle steder, hvor den kan udnytte sin hurtighed til at fange fluer, småbiller, edderkopper og andet kravl.
Uden for yngletiden samles vipstjerterne i tusindvis på fælles overnatningssteder, blandt andet i rørskove. I løbet af dagen jager de videre, og sådan går dagene frem til maj, hvor de flyver videre.